lørdag den 28. december 2019

Mellemdage

Det er ikke et udtryk, jeg hører ret ofte mere, men mine forældre kaldte altid dagene mellem jul og nyt for mellemdage. Det var ikke helligdage, men heller ikke rigtige hverdage. Juledagenes intense samvær trak spor, der blev spist rester og tempoet var generelt lavt. Gode dage i familien.


Jeg tror ikke, mine forældre på noget tidspunkt gik i haven i mellemdagene - men det gør jeg. Det er skønt at komme ud i frisk luft og få røde kinder. I dag har jeg klippet vinen og ryddet op i drivhuset. Samtidig fik jeg indviet min dejlige julegave - en ny havesaks Felco 2.


Drivhuset så jammerligt ud. Det eneste jeg havde gjort, var at fjerne tomat-og agurkplanterne - resten var et stort rod tilsat alle de faldne blade fra vinen. Nu er der blevet ryddet op og fejet - det pyntede.



Den kommende havesæson bliver ikke, som den plejer, heller ikke i drivhuset. Der skal ikke forspires noget som helst - ikke den mindste lille sommerblomst eller salatplante. Grunden er, at jeg midt i februar skal have et nyt knæ, og derfor ikke vil være fit for fight før slut marts. Til den tid får jeg rigeligt at gøre med at komme igennem havens bede og gøre haven forårsklar. Det bliver sikkert en udfordring, men jeg ser frem til få et funktionsdygtigt knæ igen - det har knebet gevaldigt det meste af 2019.


Lige nu forsømmer jeg ikke så meget derude, i haven sker der endnu ikke ret meget. Vintergækkerne har stukket deres grønne næser op, og det lykkedes også at finde de første livstegn fra juleroserne.


Til gengæld fandt jeg skønne påskeklokker, som står i fuldt flor. Og så er vi tilbage ved mine forældre, for påskeklokkerne her stammer fra den have, de flyttede fra for godt 20 år siden. De kommer troligt med deres smukke farve år efter år og har dejlige minder med.

6 kommentarer:

  1. Ja påskeklokker er heldigvis meget stabile, det tror jeg bestemt også dit knæ bliver rimeligt hurtigt. Som regel går det godt, specielt når du ikke er så gammel. For min mor gik det ikke så godt, men hun var også over 80, inden hun fik det lavet. Så pøj pøj med det til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber også, det bliver godt med knæet. Min mor fik også 2 nye knæ, men for sent, det blev aldrig rigtig godt. Forhåbentlig er der en fordel i at være knap så gammel. Tak .

      Slet
  2. Mellemdage - ja, det er lige hvad det er. - Og jeg nyder dem for jeg har fri.
    Håber virkelig du får glæde af din operation så du kan vende tilbage til have og drivhus for fuld udblæsning i løbet af sæsonen. Det er noget møg med den slags dårligdomme.

    De bedste ønsker om et godt nytår!
    Ulla

    SvarSlet
  3. Godt udtryk, mellemdage.
    lidt ærgerligt du skal være braklagt lige i for,foråret. Men resultatet skal nok blive godt. jeg kender da flere der har nye knæ, og de "flinter" rundt som om de var unge igen.
    Rigtig godt nytår til dig og dine
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, jeg glæder mig til at flinte rundt som ung igen ;-) Tak for gode ønsker!

      Slet