Det forsømte forår?

Forår er lig med sprudlende liv, friske nye skud, en ny begyndelse og optimisme. Alt det vi kender fra haven og naturen, og som vi nyder i fulde drag lige nu - der er fuld fart på nu - fuld fart på livet!

#projektbuket_uge13

Dette forår er dog anderledes. Ja vist, der er fuld fart på derude. Men inde sidder mine unge mennesker og savner det sprudlende liv. De sidder med hver deres skærm i timevis og løser opgaver og test. Når de er færdige med dagens dont, går de ud, hjælper til, kommer og snakker eller slapper af - men dag for dag bliver det tydeligere og tydeligere, at der mangler noget. De længes efter at mærke deres jævnaldrende - at se dem i øjnene - at agere i relation til dem. Der er ingen stjålne øjekast i den udkårnes retning - eller sommerfugle i maven og hvisken og tisken med veninderne. Fællesskabsfølelsen og forårsforelskelserne har trange kår. En ny form af det forsømte forår.

Jeg har plukket vinca i skoven

For mine piger er det blevet pinefuldt tydeligt, at varme relationer og det sociale liv ikke kan leves gennem skærmen - de er blevet meget bevidste om, at der skal nærhed og øjenkontakt til for at venskab skal gro. Om ikke andet er det måske noget, vi kan tage med os fra dette forår: no man is an island. Vi har brug for hinanden.

Endnu engang udvikler mit blogindlæg sig i en anden retning end først tænkt. Virkeligheden uden for mit haveunivers trænger sig på, og hvad hjertet er fyldt af, løber munden som bekendt over med - også her på bloggen :-)

Men noget af det der hjælper på tankemylder og bekymringer, er alt det, der sprudler af liv derude. I krukkerne har forårsblomsterne ualmindeligt travlt i disse dage.

De skulle have strålet til konfirmation i maj, men nu må vi selv nyde dem i fulde drag. Der er bestilt dahlia til at overtage krukkerne senere - de bliver fine til september, når yngstepigen skal fejres.

I haven arbejdes der stille og roligt fremad. Roserne er gødet, nogen af dem er også blevet beskåret - især Lykkefund ved terrassen har fået en ordentlig tur. De hvide bede er gjort forårsklar - de kunne godt trænge til noget jordforbedring, men det må blive næste år. Jeg har fået godt begyndt, der er dog lang vej rundt, og det går kun i små nøk. Men med hjælp fra de unge mennesker skal vi nok komme igennem hele haven - engang!

#projektbuket_uge11





Ugens buket fra haven - det er stadig i minilængde, men der bliver mere og mere at tage af.

I buketten er der bl.a. perlehyacinter, primula, judaspenge, skvalderkål og friske grønne skud fra en busk.

De seneste corona-dage har været præget af beskeden om udsættelse af alle landets konfirmationer. Det var en stor lettelse, at der allerede nu kom en afklaring på lige præcis det. Nu ved vi, at vi ikke skal have konfirmation til maj.

Og helt ærligt, så tog det en hel del stress af mine skuldre. Jeg har nemlig været bekymret for, hvordan jeg på én gang skulle kunne starte op på arbejde igen med et nyt knæ, have afgangsprøver og gøre både hus og have klar til konfirmation. Nu kan jeg tage det roligt i haven og koncentrere mig om jobbet - hvilket sikkert er rigeligt.

Vi har allerede fået en ny dato - den kom i dag. Der er længe til - især hvis du spørger konfirmanden. Lørdag den 19. september skal vi holde fest for hende - forhåbentlig på god afstand af corona. Fordelen er, at jeg pludselig har fået alle chancer for at kunne give forberedelserne fuld gas, for knæet vil alt andet lige være nemmere at arbejde med til den tid.

Konfirmanden er træt af, at det er i efteråret - og jeg ser den skønneste, lune sensommerdag for mig - der er hun ikke helt endnu. Hun er ked af, at tulipanerne i krukkerne ikke bliver brugt til formålet, men mon ikke vi kan fylde krukkerne med noget andet skønt? Haven vil i al fald være langt fyldigere, og måske bliver vi så også færdige med pavillonen inden!

Der er stadig nogen ting, som skal falde på plads, men i store træk er linjerne lagt for en skøn fest på den anden side af corona.

Projekt pavillon #3

I januar fik vi endelig samlet og sat vores pavillon op i haven - du kan læse tidligere indlæg om pavillonens vej til haven her og her.

Næste fase har været at fjerne det sidste græs i og omkring jernkonstruktionen. Før min operation fik jeg fjernet det udenom og plantet lidt, og i lørdags fjernede pigerne det sidste inde i pavillonen, fik bunden rettet af og kørt sand ind.

 

Vi har bestemt os for at belægningen i huset skal være træ. Og her bevæger vi os ud på dybt vand, for vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget konstrueres. Så vi har kigget youtube-videoer og valgt materialer.

Jeg har været i gang med at måle op, tegne og beregne areal, så jeg kunne lave en indkøbsliste. Pavillonen er bygget som en femkant - det gør altså ikke tingene nemmere! En femkant kan åbenbart være regulær med ens vinkler og sidelængder - så er det forholdsvis nemt at beregne arealet, kan Google fortælle mig. Nu ligger landet bare sådan, at min selvfølgelig ikke er regulær - hvem har også sagt, at det skal være nemt? Så skal man dele arealet ind i firkanter og trekanter og beregne arealet for dem - og nå frem til et samlet tal. Der er blevet grublet, regnet og regnet om igen. Nu er jeg nået et resultat, som giver forholdsvis mening.

Min næste store udfordring er, at jeg med mit knæ er afhængig af hjælp. Både til at hente tingene, få dem slæbt ind i haven og så sandelig også til at få bygget. Stod det til mig, var vi kørt i byggemarkedet for længst og stod nu i haven og var i gang. Men der er gået forår i bondemanden - der er fuld gang i markarbejdet, og han er optaget fra morgen til sengetid. Så jeg må væbne mig med tålmodighed og måske endda håbe på et ordentlig omgang regnvejr? Det kan jeg næsten ikke få mig selv til!

I mellemtiden har jeg fået slået græs og fortsætter med at luge på min lugestol.

Det eneste bed, som jeg er helt igennem, er det halvmåneformede hvide bed her i forgrunden - det er så sandelig små skridt!