Endelig blev det til regn her. Haven er så tør, og bondemanden har haft travlt med vandingsmaskinerne både i de lyse og mørke timer. Her til eftermiddag fik vi 18 mm, så nu tager vi lige en slapper!
Indlæggets billeder er fra i dag, mens det stadig regnede. Det er utroligt, at sådan en gang vand gør, at haven pludselig er meget mere grøn - som med et trylleslag! Og hvor har jeg længtes efter, at det grønnes - nu er spireaen grøn, hækken har fået fylde og magnoliaen har holdt vejret længe, så nu kan den springe ud!
Roserne i sensommerbedet er kommet godt i gang - andre i steder i haven starter roserne helt forfra, men bare de kommer.
Siden sidst er jeg nået igennem alle bede - nu skal jeg snart i gang med en lynrunde for at få has på alle ahornspirene! I det blålillabed er jeg bekymret for sommerfuglebuskene - der er intet liv at se endnu. Jeg har gravet alle iris op her - de fyldte alt for meget og blev slet ikke pæne.
Som sagt har jeg været igennem alle bedene - dog undtagen køkkenhaven og ved drivhuset. Det er jeg fortsat i gang.
Drivhuset er endnu ikke vasket ned, og det roder forfærdeligt! Men det gemmer alligevel på en masse guld! Jeg har sået sommerblomster til det nye bed, de er priklet og trives på bedste vis. De har fået dyne på mangt en frostnat, og det kvitterer de for.
Status anneks: mellembarnet har bygget terrasse, og i dag har de hjulpet hinanden med at grunde indendørs, så det skrider stille og roligt fremad.