søndag den 11. september 2016

Indian summer

Sikke fine dage vi har haft og ser ud til at få i næste uge. Det fine vejr betyder, at der ikke er sket ret meget i haven - det er alt for tørt til at flytte hæk og stauder. Jeg har plantet lidt i bedet ved pergolaen, det må vandes dagligt - resten må vente lidt endnu.

Men det er skønt med noget indian summer i september. I dag er det fridag for den travle bondemand, og vi ville egentlig gerne til stranden, men vejret er ikke helt med os! Det småregner og er blevet køligere - og når det fine vejr vender tilbage i morgen og de kommende dage, ja, så skal der arbejdes!


Der er smukt i haven netop nu. Nogen steder er der en del ukrudt, og hækken trænger i den grad til at blive klippet. Plænen blev dog slået i aftes - det var allerede tusmørke, da jeg startede, den mellemste gjorde det færdigt - og da plæneklipperen blev kørt i stald, var det faktisk mørkt. Men resultatet er fint!

Det var nyt i år at have tomaterne på den overdækkede terrasse - og det har været en succes! Vi har fået fine tomater. Næste år skulle vi gerne kunne hente tomater i drivhuset, men det ligger lidt stille på den front! Bondemanden har travlt med at så. Jeg har brugt nogen timer på at fjerne rødder og jævne - og drømme drømme!

Drivhus status er sådan her lige nu!

Det hvide bed kan lidt endnu - det er ved at tage form.

Duften af dahlia er bare indbegrebet af sensommer - og de kan li' solen og varmen!

torsdag den 1. september 2016

En uudtømmelig ønskebrønd



Sponsoreret indlæg

Haven er kilden til mange, mange ønsker. En rund fødselsdag, som den jeg selv lige er rendt ind i, kan give anledning til ligefrem at skrive ønskeseddel. Og i år er min ønskeseddel i den grad fyldt med haverelaterede ønsker! Jeg kan komme i tanke om mange ønsker, når jeg sådan bevæger mig rundt i haven.
Penny Lane
Mit store ønske om et drivhus bliver jo virkelighed i løbet af efteråret - derudover ønsker jeg mig et spejlbassin fra www.zinkbakken.dk , gavekort til planteskole og webshops samt en ny parasol. Faktisk har jeg også kigget på lidt havebeklædning - min gamle dynevest trænger til udskiftning!
Sidste år fik jeg det lækre jernstativ og i år har jeg fået den røde Canna

Jeg har kigget lidt rundt og er faldet over denne skønne vest fra Engelbert-Strauss - den må vist også på listen til gæsterne ved halvtredsårsfesten om en måneds tid.
 
 
Her er en anden dejlig overraskelse - imod alle odds! Da min mor for snart 2 år siden flyttede på plejehjem, og huset skulle sælges, gravede jeg hendes hvide syriske rose op og tog med hjem. Desværre glemte jeg alt om den, og den lå hele vinteren i garagen i en plasticpose. Da jeg fandt den, var den noget indtørret, men jeg plantede den alligevel ud. Den kom sig stille og roligt, og sidste efterår blev den plantet i det hvide bed. Og nu står den i blomst med mange knopper!


Hortensiaen her har jeg også fået i gave, den står på bænken ved bagdøren, og det gør den godt
 
Sankt Hans Urten er ikke en gave, men jeg er vild med denne række, som danner afslutning bagerst i det nye staudebed - nu danner den også afslutning i dette indlæg!