mandag den 31. august 2015

Det var den sommer!

August og dermed den sidste sommermåned synger på absolut sidste vers. August har ikke svigtet - vi har haft sommer, varme og dejlige dage, men nu går det mod efterår. Forhåbentlig får vi lidt Indian-summer, som vi kan nyde her på falderebet.
I haven gløder farverne, det er som om, de insisterer på, at sommeren skal vare lidt længere - gerne for min skyld!
 
Hortensia i krukke ved bagdøren
 
Jomfru i det grønne i skærebedet

 
Skønne stolte kavalerer med deres skønne filigran løv

 
Hønseskovbedet med liljer og indianermynte

Dahliaer

 


 Penny Lane kan lidt endnu
Konvalbusken gør ikke megen væsen af sig i løbet af sæsonen, men når den springer ud,
er den skøn at skue og hvilken duft!
 
Høsten er i hus, alle efterafgrøder er sået i marken, og nu mangler der kun vinterbyg og -hvede, så kan bondemanden også slappe lidt af efter en meget travl periode. Vi glæder os til at kunne nyde hans selskab igen, det har været temmelig sparsomt med det den sidste måneds tid.

fredag den 28. august 2015

Østen for solen...

Derude så langt mod øst, som vi kan komme i vort lille kongerige, findes en perlerække af skønne, specielle og fantastiske haver. Stedet er Christiansø, et fæstningsværk der midt i Østersøen, som i den grad er bygget på klippegrund. I betragtning af, at øen er så lille, og at jeg har besøgt den flere gange, så kan det undre, at jeg ikke tidligere har set det skønne skatkammer af haver, som øen kan fremvise. Ad snævre stier bevæger man sig hen over klipperne, og så står man der ved en havelåge.



Jeg var heldig at blive inviteret indenfor i denne lille oase, der med sit udtryk fascinerede mig dybt. Den nuværende 'ejer' har overtaget haven for knap et år siden, da havde den været forsømt gennem flere år. Dens patina er charmerende og uhøjtidelig. Haven omgives af stenmur og klipper og ligger nærmest i en gryde.
I haven er der både driv- og havehus, hyggekroge, blomster, bær og grøntsager - her følger billeder af hele herligheden!
 
En lille samling af stiklinger på en lun plads op mod stenmuren



 
Frugttræer
 
 og brombærkrat
 
 En imponerende koloni af husløg
 
 Det frodige drivhus

Jordbærbed og udsigt over Østersøen

 
 En bænk op af drivhuset og foran det et bålsted
 
Havehuset med al sin charme

 
Og sågar et vandhul til opsamling af regnvand med egen frøbestand


Skønne detaljer





Jeg ville ønske, jeg havde haft lidt mere tid og lejlighed til at se flere haver på øen - som alt andet i det lille samfund har haverne deres helt egne forudsætninger og dermed udtryk.


 
Nå ja, I skal da også se, hvordan man klarer en flagsnor, som har sat sig fast i toppen af stangen...

søndag den 23. august 2015

En forsømt have

Det er, som det plejer. Haven bliver forsømt i august - desværre. Ærgerligt, fordi netop nu eksploderer farverne derude. Men høst og skolestart sluger al tiden, og det absolut skønne sommervejr, vi har haft i august, har udtørret min have. Træerne er begyndt at smide tørre blade, så nu de 'pynter' rundt omkring. Stauderne får bare fødder og andet hænger. Normalt vander jeg ikke i haven, men mit hønseskovbed er ved at tørre fuldstændigt ind, så nu er sprinkleren sat på.

Plænen er blevet så lang, så man er bange for at møde løver derude på savannen. Plæneklipperen er strandet midt i et kniv-skift - bondemanden har for travlt til at gøre det færdigt. Så det grønne tæppe er mildest talt ikke pænt.

Jeg kan ikke nyde helheden lige nu - den ser temmelig forsømt ud, men heldigvis er der masser af detaljer at glæde sig over - masser af blomster og farver!


 Dahliaerne har masser af blomster

 
Liljerne fryder både øjet og næsen 
 
I det hvide bed shinner liljerne også
 
Floksene og høstanemonerne i det hvide bed er også skønne
 
Sankt Hans-urten på toppen - det er nu den er allerskønnest for mig

 
I skærebedet er det jomfru i det grønne, som giver farve
 
Åh fryd, der er knop i den ene af mine artiskokker
  
og hortensiaen bliver ved med kæmpe blomsterhoveder

I løbet af et par timer (hvis alt går vel...) regner vi med, at høsten her på gården bliver afsluttet - det bliver godt! Bondemanden er dog ikke færdig med at høste, for vi er i et rigtig godt og effektivt høstfællesskab med 2 andre bønder, og de mangler stadig et betydeligt antal hektar hos den ene. Vi håber, vejret holder længe nok til, at de også kan blive færdige dér.

Midt i denne travlhed tager jeg så på lejrskole hele ugen! Så dagen i dag skal bruges til at forberede alt det, som kan gøre hverdagene lidt nemmere for bondemanden og ungerne herhjemme.

søndag den 16. august 2015

Travle tider

Som altid er august en rigtig travl måned her i huset. Høsten skal i hus, og vi 4 piger starter i skole igen. Pigerne er kommet godt i gang - to af dem i nye omgivelser, og det er dejligt at se, hvordan de finder sig til rette. Jeg selv er også i gang for fuld skrue - det har været en lang og hård uge - og jeg er ikke helt oppe i omdrejninger endnu! Men skønt at komme i gang og se børn og kolleger, så det kommer jo nok alt sammen.

Haven og bloggen går lidt for lud og koldt vand, sådan må det vist være lige nu, desværre. Augusthaven er skøn med mange blomster, her følger lidt billeder fra i dag.

 
I skærebedet er de stolte kavalerer begyndt at blande sig.
Valmuerne kan lidt endnu, mens kornblomsterne bagerst er ved at takke af.

 
I det gamle staudebed glæder jeg mig over hestemynte og kvanen.

 
I hønseskovbedet er det violfrøstjernen og indianermynten, som klæder hinanden,

og liljen vil også snart være med

 
 I dahliabedet er der gang i et sandt festfyrværkeri i røde nuancer

 
Solhattene lyser op i bedet ved vejen
 
De står med udsigt til hvedemarken, som er ved at være klar til høst.

 
I går fyldte jeg år - mit sidste år i fyrrerne er nu indledt - og jeg fik en skøn gave af bondemanden og børnene. Dette fine jernstativ fra 'Rosenbuen', det skal stå i mit nye staudebed og iklædes roser og clematis, tror jeg.

Jeg besøgte Formland-messen i Herning om eftermiddagen, og der talte jeg med Finn Nygaard fra 'Rosenbuen'. Firmaet har nu til huse i Vester Nebel (mellem Kolding og Egtved), og der er altid åbent. Men hvis man vil sikker på, at han er hjemme, kan man ringe i forvejen.

søndag den 9. august 2015

Morgenstund har guld i mund

Sidste dag i ferien! Nu er sommeren her, og dagen i dag skal fejres med brunch på terrassen. Det bliver helt sikkert en dejlig dag!

Hortensiaen og solen hilser på hinanden

 
Solhatten i 3 forskellige stadier - jeg synes, det er så fascinerende!
 
 


 
God søndag!

lørdag den 8. august 2015

De er sure...

De er sure, sagde ræven om rønnebærrene - han ku' ikke nå dem!

Jeg ved ikke, om de er sure, men jeg synes, de er smukke - rønnebærrene. I dag har jeg bundet en krans, som nu har plads ved min lille bænk i gården. Den passer rigtig fint til buret.



fredag den 7. august 2015

En augustmorgen

Jeg er igen begyndt på arbejde, men min lille morgenhaverunde skal jeg lige ha' med alligevel - om end lidt tidligere på dagen....
I dag bragte min tur mig også lidt uden for haven - der er noget ganske særligt ved luften og morgenen i august - jeg måtte lige ud på en mindre marktur også.
Her står vårbyggen og er ved at gøre sig klar til høst - duften er ganske særlig.



 
 
I haven er der også nogle ganske særlige blomster, som gør væsen af sig. Her dahlia og nederst solhat.