fredag den 31. juli 2015

Min havehortensia

Jeg er så fascineret af min havehortensia, som står lige foran mit køkkenvindue. Det smukke farveskifte, fra den begynder at springe ud til den står hvid, er fantastisk. Jeg har forsøgt at tage billeder af forløbet over de sidste par uger:

 13.07.15
 
22.07.15
 
24.07.15
 
30.07.15
 
Og her et billede af hele herligheden!
 
 
Og udviklingen fortsætter, så måske kommer her også en 2'er


torsdag den 30. juli 2015

Leve mangfoldigheden!

I mit skærebed er blomsterne i år mørke som disse valmuer:

Men i dag sprang en fin variant ud i samme bed:

 
Også blandt de mørke kornblomster dukker der nogle op, som skiller sig lidt ud farvemæssigt:
 
Jeg har ryddet op i bedene i dag - klippet ned og hevet op - og flyttet lidt rundt, fordi der jo opstod huller! Nogen af hullerne i det hvide bed blev fyldt ud med vild gulerod. Det er sådan en fin skærmplante, og den afblomstrede frøstand er fascinerende.

I dahliabedet går det langsomt.... men én af dem er da sprunget lidt mere ud:
 
Gad vide om nogen af jer bloggere oplever ligesom jeg, at der lige pludselig er 'stormløb' på bloggen med besøg? Eller at et bestemt (gammelt) indlæg har rigtig mange besøg hele tiden, uden at der er kommentarer? I går havde jeg f.eks. et 'stormløb' - indenfor én time kom halvdelen af en normal dags besøg - og der var ikke et nyt indlæg, og ofte er det besøg fra udlandet - det undrer mig!


onsdag den 29. juli 2015

Fødselsdagsbuket

Jeg har i dag bundet en uformel buket med blomster fra haven til én, som har fødselsdag. Det er skønt at kunne gå en tur i haven og finde materialer til en buket. Det eneste jeg ikke har i haven (heldigvis!) er boghvederørene.

 
 Ud over blomster er der også frøstande fra valmuer og grønne brombær i buketten

Georginer, kornblomster og valmuefrøstand

Roser, astilbe og clematis

Boghvederør, fingerbøl og blade fra iris danner højde
 
 Sankthansurt, blade fra akelejer, asperges, bergenia og bregner

tirsdag den 28. juli 2015

Voldsom regn

Det havde åbenbart ikke fået regnet af dagen før, for i aftes fik vi en hel del ret voldsom regn.


Det betyder, der er lidt at rydde op i haven i dag - men heldigvis ikke i massevis.

For første gang har jeg blåbær i haven, så vi følger spændt med i deres udvikling.


Mine solhat er endnu ikke så langt, men sikke en flot opbygning.


 
Jeg kan ikke huske, hvad denne hedder, Mandstro? - den er i al fald fin

 
Og så får I lige en genudsendelse af Piilu - den bliver jeg da i godt humør af!

mandag den 27. juli 2015

En høstbuket

Min mor har ønsket sig en buket hvede, så jeg har været i marken og klippe lidt og bundet hende en lille buket hvede.

Det var skønt i haven i aftes. Her et kig fra terrassen op mod mit bed, som jeg lavede en lille udvidelse af tidligere på ugen.
 
 

søndag den 26. juli 2015

Status dagen derpå

Vi fik 34 mm hen over hele døgnet og en del blæst. Regnen gjorde godt, og blæsten fik ikke held med at ødelægge noget - så her blev det ikke så slemt.
 
Jeg var lige en tur rundt i haven i går i et hul i skyerne - dahliaerne så ud til at nyde regnen
 
Lige så med Piilu med de mange knopper

 
I dag var dagliljer sprunget ud i det gamle staudebed

 
Også knopperne i Piilu er sprunget ud

fredag den 24. juli 2015

Stilhed før storm?

Det er en dejlig aften derude, stille og mild - gad vide om, det er stilhed før storm. Vejrudsigten for i morgen ser ikke for godt ud, vi håber, det ikke bliver så slemt. Bondemanden har travlt med at få lidt halm i hus i aften - han har høstet vinterbyggen de sidste par dage.
Jeg har nydt aftenen i haven og her følger et par glimt derfra:

 Indgangen til haven ved bagdøren
 
I skærebedet blomstrer kornblomster og valmuer

I det hvide bed er det nu liljerne og lidt roser


Mit bed med Dahlia, som jeg etablerede i foråret

 
Et par af Dahliaerne er lige ved at blomstre, det bliver spændende at se blomsterne, for de er alle nye i min have

 


 

torsdag den 23. juli 2015

På blog-have-besøg

I går var jeg heldig at få lov til at besøge Vivi fra bloggen 'Mit grønne univers' og hendes have. Jeg har fulgt bloggen i ca. 2 år og fulgt med i det store arbejde, som Vivi og HJ har lagt i haven. Hvordan de er startet fra næsten bar mark til der, hvor de er i dag. Og jeg er fuld af beundring for det, de har nået!
Det har været en stor og spændende oplevelse at følges med Vivi rundt i de forskellige haverum og høre om tanker og planer for haven, samt at opleve hvordan de nye hække skaber rum og linjer.

Jeg fik ikke taget så mange billeder, men her kommer et par stykker fra især den frodige køkkenhave med de mange skønne blomster.

Her et kig igennem køkkenhaven med drivhuset og store mængder blomster

Rækkerne af køkkenurter flankeret af de gule tagetes, dernæst flammebedet og bagerst skovhaven
 
Studenternelliker så store som tallerkner i de skønneste farver

Et kig på tværs af køkkenhaven ned mod det hvide bed

 Kombinationen af grøntsager og sommerblomster var smuk - her frøkenhat
 
Det hvide bed, inde mellem træerne løber skovstien - endnu et vellykket element i haven
 
 
Den ene ende af Vivis geniale planteskolebede, hvor hun opbevarer alt det, som endnu ikke har fundet en blivende plads.
For enden af de bede står de stedsegrønne dekorativt og danner skillerum til et andet haverum.

Vivi delte gavmildt ud af sine blomster fra planteskolebedene - så jeg fik en masse med hjem!
 
Jeg kan ikke huske, hvad det var for nogen - men der var ingen gule! Den ene geranie blev plantet i mit ny-udvidede bed og irisen kom med det samme i det gamle staudebed. For at få plads til resten måtte jeg udvide mit eget lille, bitte planteskolebed! Så nu er de kommet på lager.
 
Tusinde tak, fordi jeg måtte se din dejlige have, Vivi - jeg glæder mig rigtig meget til fortsat at følge med i havens udvikling!


onsdag den 22. juli 2015

Jeg udvider


For snart længe siden fik jeg en Ceder foræret. Den har siden stået i sin potte, tiltænkt en bestemt rolle. Men tilværelsen i potten huede den ikke rigtig længere, så planerne blev lavet om!

Den kunne fint bruges i den nye del af haven. Denne del af haven blev renoveret for 4-5 år siden, og da var kongstanken, at det skulle være nemt, for vi havde travlt med en lille flok mindre børn, job og alt det andet. Derfor blev det mest til plæne og et lille blandet bed.

Nu er det jo heldigvis sådan, at børn har en tendens til at blive større og dermed både hjælpsomme og selvhjulpne, så nu er der igen blevet mere tid og stadig masser af lyst til have.

Det lille blandede bed består af hosta, bergenia, en rød lav acer, nordens oliven, hortensia, buskbom, ene, solhat, græs samt lidt småbuske - og en hel masse lyserøde løjtnantshjerter, hvoraf de fleste kun er her midlertidigt.


Nu besluttede jeg at Cederen skulle have sin blivende plads her, og derfor gik jeg i gang med at inddrage noget græsplæne og dermed udvide bedet.


Så er der gravet ud og igennem, og jeg er klar til at plante. Som altid når jeg når til dette punkt, bliver jeg grebet af en form for ærefrygt over for planterne og jorden - får jeg nu dette rigtigt sat sammen? Men der er jo ikke andet for, end at kaste sig ud i det - ting kan jo heldigvis ændres, hvis det er helt galt!


Sådan blev det. Der er plantet 2 lave, brogetbladet acer, 3 Sankthansurt, en broget benved, 3 hosta, hasselurt og så mangler de to blåbær at blive plantet i spagnum.


Her er det hele kommet i jorden og vandet.


Broget Acer                                                                      Broget benved, et skud fra en plante jeg havde i forvejen


SankHansurt
Blåbær