fredag den 21. februar 2020

Havetur på krykker


For første gang, siden jeg fik mit nye knæ i mandags, har jeg været rundt i haven. Det er tørvejr og solskin, så med kameraet i lommen og mine gode venner, krykkerne, i hænderne fik jeg mig lille en havetur. Det var dejligt med frisk luft og vind i håret. Underlaget var en smule udfordrende, men det gik.

 
Dog var det en smule nedslående, for hvor det dog roder derude! Store nedfaldne grene, knækkede staudetoppe, ukrudt og mos. Sådan så det også ud i søndags, men lige nu er det så meget mere håndgribeligt, at jeg ikke har mulighed for at gøre noget som helst foreløbig. Selvom det går rigtig godt efter operationen, har det halvlange udsigter med havearbejdet. Jeg skal lige lede lidt efter ja-hatten på det punkt, kan jeg mærke ;-)

 
På trods af regn i meget rigelige mængder sker der noget derude hele tiden. Masser af krokus i mange farver, vintergækkerne er allerede på retur. Stauderne skyder vildt. Tulipaner, perlehyacinter og hyacinter har fuld fart på, og græsset gror, som blev det betalt for det.

 
Som sagt går det fint med knæet. Jeg blev opereret mandag eftermiddag, kom hjem tirsdag og går nu rundt inde uden at bruge krykkerne. Jeg træner knæets bevægelighed og styrke og kan skære ned på det smertestillende. Jeg er også træt, hviler med is på knæet og benet over hjertehøjde, modtager en masse søde hilsner og bliver vartet op af mand og børn. På mit bord står smukke buketter, som jeg stornyder - og nu har jeg også været ude i haven! Hele tiden kan jeg lidt mere og komme lidt længere, så det er godt!

8 kommentarer:

  1. Hvor er det godt at høre, at det går fremad, tænk det er ikke en gang en uge siden, og du kan allerede liste lidt rundt i haven. Det er ikke nemt med krykker, når det er så blødt og mudret, som det sikkert også er i den have. Mon ikke det trods alt går rask fremad nu, inden længe er det forår, og du er igen i fuld gang i haven. Tidspunktet kunne jo ikke være bedre valgt, du er ikke gået glip af så meget, for det regner jo stort set hele tiden. Heldigvis har vi da kunnet nyde lidt solskin i dag, selvom det kun var i formiddag.
    Fortsat god bedring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Når nu det skal være, er det jo et godt tidspunkt, ja. Jeg er overrasket over, at det går så nemt - til infomødet blev der gjort meget ud af at oplyse om, at det gjorde ondt efterfølgende, så jeg var noget spændt på det. Jeg er positiv overrasket over det, for smerterne er til at håndtere for mig. Jeg slås lidt med uro i benene sidst på natten, men det er jo småting. Så jeg er fortsat fortrøstningsfuld!

      Slet
  2. Dejligt at høre det går godt og fremad. Til en trøst,, er det alt for vådt udenfor i haven til at lave noget særligt. Så du går nok ikke glip af så meget.. Men selvfølgelig kribler det i fingrerne.
    Forsat god bedring
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, du har jo ret - det er alt for vådt til havearbejde. Men det kribler i fingrene!

      Slet
  3. Lyder som en vellykket operation, og tillykke med det! Flot du allerede kan tage en vandretur i haven og følge lidt med i udviklingen. Pøj-pøj med genoptræning osv.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er gået nemt indtil videre - det er så dejligt! Nu er det med at få trænet, så knæet bliver så normalt som muligt.

      Slet
  4. Det er da bare så godt, at operationen er vel overstået! Jeg forstår godt, du er utålmodig, men nu går det jo den rigtige vej, og det glæder mig virkelig på dine vegne. Jeg håber, du kan nyde at bliver vartet op, og pludselig kan du også komme i haven uden krykker :-)
    Kh Nana

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret - det er dejligt, operationen er overstået, og det går bestemt den rigtige vej. Jeg er meget glad!

      Slet