lørdag den 25. januar 2020

Små skridt

Lørdagen bød på fint vejr fra morgenstunden, så min dag startede i haven. Det var dejligt at komme ud og få rørt sig lidt, selvom jeg ikke kan ret meget af gangen. Men lidt har også ret.


Jeg fik gravet en lille smule græs af ved pavillonen, så der kan etableres bede rundt om. Det er virkelig små skridt - et ad gangen! Jeg gad ikke engang tage et billede af det, så lidt er det! Men lidt hver gang jeg kommer i haven, bliver også til noget. Jeg er næsten rundt på ydersiden, og så mangler der noget græs inde i huset.

Jeg har plantet to roser på hver side af indgangen - The Generous Gardener - som jeg glæder mig overordentlig meget til. Og så er der kommet en blå frilandsvin i jorden. Bladene fra vin er noget af det fineste, spørger du mig. På den side jeg er ved at grave ud nu, er der skygge. Her skal der plantes en tobakspibe.

Jeg ser det for mig - pavillonen dækket af grønt flankeret af skønne roser og blå vinklaser - jo, drømmene er intakte! Der er lang vej endnu, men vejen derhen kan jeg jo virkelig godt lide - processen i projekterne er det bedste, mange små skridt skal nok få det i mål.


Ind imellem arbejdet med græstørvene gik jeg i gang med mine hængepil - de skulle have deres årlige barbering. De var blevet voldsomt store, og alle 3 havde fået lange, lange skud fra foden af.


Normalt klipper jeg løbende vildskuddene af i sæsonen, men der var ikke så meget normalt over sidste sæson - i al fald ikke over arbejdsindsatsen i haven. Nu er 2 ud af 3 hængepil skåret helt tilbage. Hvert år tænker jeg, om det mon går, og hvert år skyder de lystigt masser af fine, hængende grene og kommer til at fylde alt for meget. Så jeg tænker også, det bliver sådan i 2020.

11 kommentarer:

  1. Den ser unægtelig noget barberet ud, men vi har lært noget af dig, så den ene af mine sønner er også hård ved sin, det går fint. Det bliver flot med roser og vin op af pavillionen, men jeg kan næsten forstå, at du har nogle problemer med at komme rundt efterhånden. Hvornår er det, du skal opereres, for du er vel ikke blevet det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg skal opereres midt i februar. i mellemtiden bliver det kun værre med knæet, det kan ikke klare ret meget, men jeg skal træne som forberedelse til operationen. Så jeg forsøger at holde mig i gang med lidt ad gangen.

      Slet
  2. Er du blevet opereret eller går du og venter endnu.. men lidt af gangen , det giver altså ossse noget til sidst.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg venter endnu - om godt 3 uger skal jeg under kniven. Heldigvis bliver lidt ad gangen også til noget.

      Slet
  3. Mange bække små gør stor å, som man jo siger.... :)

    Jeg klipper også min Lykke fund hårdt ind hvert forår - og det klarer den jo fint...det ser dine hængepil også ud til at gøre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, lykkefund får også med grovfilen her, ellers er den jo helt ustyrlig!

      Slet
  4. Åh, jeg ser altså også pavillonen for mig, Frede! Det bliver så smukt! Godt, at du snart skal opereres. Jeg håber, du når at blive helt klar, inden havesæsonen for alvor sætter ind :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også glad for, at det snart er nu - det er ikke sjovt længere. Heldigvis er det nu så grelt, at jeg slet ikke er i tvivl om, at det er det, der skal til - for det er noget af et indgreb. Jeg håber, det bedste!

      Slet
  5. Det bliver en skøn pavillon, og her kan du så sidde og hvile dit opererede knæ i forårssolen og drømme videre.
    Jeg synes, det er en rigtig god haveregel: Mange små bidder bliver til noget stort i den sidste ende.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror også det bliver fint, men om den bliver klar til dette forår, er nok tvivlsomt - med mindre jeg vil sidde i en jordbunke :-) Mange bække små og alt det der er en udfordring af de store!

      Slet
    2. Der er sikkert en fin udsigt fra jordbunken :-)

      Slet