mandag den 20. juli 2020

Havebloggernes Grand Old Lady


For omkring 7 år siden opdagede jeg haveblogsene - en ny verden med et ret stort, aktivt fællesskab på tværs af landet. Det første års tid læste jeg bare med helt anonymt - jeg undlod at kommentere, men nød i høj grad både billeder og tekst - og jeg lærte nyt om haven og planter!
 


Efter det første år sprang jeg ud i at lave min egen blog, lidt famlende i starten - jeg skulle lige finde mine egne ben. Jeg blev taget rigtig godt imod i flokken af havebloggere, og pludselig var jeg en aktiv del af det landsdækkende fællesskab - og har været det siden.


Det har været fantastisk at lære alle disse dejlige havefruer og enkelte havemænd og deres skønne haver at kende - mest online, men også ansigt til ansigt gennem årene.


Der er særligt én, som er uhyre ihærdig og meget aktiv - and still going strong! I mit hoved er hun havebloggernes Grand Old Lady, hun er en af de bloggere, som har været her længst, hvis ikke allerlængst? og stadig er aktiv: Fru Høneballe aka Lisbeth på Samsø.


Det er med god grund, at hun fortsat kan skabe relevant indhold på bloggen, for hun har den mest fantastiske have, fyldt til randen med lækre specialiteter!


Hun bruger næsten al sin tid i haven, kan huske alle plantenavne og har en stor viden om det alt sammen.


I dag har jeg besøgt Lisbeths paradis  på Samsø - Høneballehaven. Sammen med en stor del af feriefolket i Danmark tog jeg færgen til øen. Heldigvis havde jeg booket på forhånd, så der var også plads til mig!


På besøg i haven var også en anden blogger - Nana fra Mit landliv og hendes mand Søren. Jeg har også fulgt Nanas blog i mange år, men det var første gang vi mødtes IRL - skønt at møde hende og følges med hende rundt i den smukke have. Tiden gik bare alt for hurtigt.


Selvom jeg synes, jeg kender Høneballehaven ret godt efterhånden fra alle Lisbeths indlæg, så blev jeg alligevel ganske overrumplet af haven. Både af størrelsen, alle de mange stier, bedenes sammensætninger og sammenhæng og især af alle de spændende træer og planter, som befinder sig i haven.


Jeg havde glædet mig til rododendronerne. Jeg er faktisk ikke fan af dem - i fald ikke, når de blomstrer. Jeg synes, de er for meget - simpelthen over the top! Men gennem Lisbeths blog har jeg lært at værdsætte løvet - især de nye skud - det som Lisbeth kalder den anden blomstring. Også de forskellige typer løv fascinerer mig. Og jeg må sige, jeg fik syn for sagen i dag - det var smukt med smuk på. Her kommer et par eksempler:






Lisbeth har også roser. Mange roser, som i rigtig mange roser. Skønne roser - i rosenbedene, oppe i træerne og mellem stauder og buske. Man kan vist godt kalde Lisbeth for samler - roser, rododendron, clematis og endelig liljer! For liljer var der også i de smukkeste, duftende udgaver. Billederne i dette indlæg viser kun en brøkdel af skønhederne i haven.


Og hvad tager man med til sådan en haveentusiast? Det måtte gerne være noget haverelevant og personligt, så jeg lagde hovedet i blød. Jeg endte med at binde en krans af de allersidste lodden løvefod sammen med grønne valmuekapsler.


Der er en lille historie knyttet til de valmuer, for de kommer oprindeligt fra Høneballehaven. Lisbeth sendte mig en gang frø af sine valmuer, og nu er de et tilbagevendende indslag i min have. 
 


 Tak til Lisbeth & Bent for gæstfriheden, transporten, kaffen og den lækre lagkage og ikke mindst for den fine oplevelse, som jeres have er!
 
Du kan finde Lisbeths fine blog her.

 


17 kommentarer:

  1. Spændende at læse dit fine indlæg om Lisbeth og Bents have. Jeg har været på besøg to gange, og jeg kan nikke genkendende til det du skriver. En fantastisk have proppet med bl. a. smukke planter, roser og maser af træer - nogle sjældne. Jeg kan også varmt anbefale en tur til Fru Høneballes have på Samsø:) Kh Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en meget spændende have - og Lisbeth og Bent er gode værter! Og så var det også hyggeligt!

      Slet
  2. Hej Aase
    Tak for de fine ord om mig og haven. Det var en fornøjelse at have besøg af jer, det er altid sjovt, når det er første gang, I ser den, det var det jo for jer alle tre, det var rigtig fint.
    Jeg er ikke den, der har blogget længst - til gengæld er jeg den mest vedholdende. Jeg vil ikke slippe bloggen, det er simpelt hen et godt medie, desværre er der mange, der stopper igen, forstå det hvem der kan.
    Samler er jeg også på indlæg :))) men jeg er glad for, at så mange kigger med og at nogle stadig gider tage turen. Din tur var i hvert fald lidt af en udfordring, hold da op alle de mennesker.
    Hvis du en gang får tid, må du komme, når rhodoerne blomstrer, måske vil du alligevel ikke synes, det er så slemt.
    Tak for besøget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vedholdende - det er du i al fald! og ustyrlig flittig. Det var meget spændende at se haven - og måske skulle jeg se den, når rhodoerne blomstrer - det er helt sikkert flot, og jeg vil være imponeret, og måske endda synes, at det ikke er så slemt :-) Man skal aldrig sige aldrig! Faktisk er 2 kommet på ønskelisten: den med de blå skud og den med sølvbladene - det er bare det med, at de også blomstrer....

      Slet
  3. Det er en smuk beskrivelse af både Lisbeth og haven, du har lavet, og jeg bifalder 100%.
    Billederne, du viser er også fine og viser sjovt nok, og alligevel ikke underligt, haven fra sider, som Lisbeth ikke selv viser. Det er en fantastisk have.
    Det var modigt, at I trodsede de mange mennesker. Jeg kan kun anbefale en maske, for så er man meget mere tryg, har jeg opdaget. Her i byen er vi også oversvømmet at turister, med et meget elastisk forhold til, hvor meget 1 meter er, og hvad man skal røre ved. Forhåbentlig gik det godt.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en skøn have! Og nogen skønne værter, som gavmildt deler ud af haven, deres viden og sågar af planterne!
      Jeg var egentlig ikke utryg, men der var mange mennesker. Man kan selv gøre en del for at undgå mylderet - jeg brugte masser af håndsprit, gik sidst i køen, fandt et hjørne at sidde i - og blev siddende.
      Til gengæld kan man undre sig over, hvordan det kan være i orden at være så mange mennesker på ét sted uden yderligere tiltag - når man andre steder i samfundet fortsat er underlagt meget strenge foranstaltninger? Jeg kender nogen, som skal have konfirmation i august - og dér er så mange tiltag i forbindelse med den kirkelige handling, at man næsten synes, det er grotesk i forhold til det, der foregår i sommerlandet lige nu. For lidt og for meget....

      Slet
  4. Tak for i går, Aase! Det var et par dejlige timer i Lisbeth og Bents have! Og sikke smukke billeder, du viser - og sikke en fin og rigtig beskrivelse af Lisbeth :-) Jeg har også nogle billeder med hjem, og jeg vil naturligvis også vise nogle af dem i et blogindlæg inden alt for længe :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så dejligt at møde dig og Søren, men tiden var lidt knap i forhold til at få snakket, for fokus var på den skønne have og Lisbeth - og det var med at få så meget som muligt med :-) Jeg fik desværre heller nogen ordentlige billeder af hverken værtsparret eller dig og Søren. Jeg glæder mig til at læse dit indlæg om besøget!

      Slet
  5. Ja det er en skøn have. Du giver den en dejlig beskrivelse.. Jeg var der for første gang i forsommeren, og kunne bruge flere dage på at opdage små fine ting, jeg håber virkelig der bliver andre gange jeg kan komme derover.
    hilsner gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er altid velkommen Gunvor :)

      Slet
    2. Nemlig! Der er så mange små og store ting at gå på opdagelse i, for der er noget at se alle vegne - oppe og nede og midt i mellem. Jeg forstår godt, at mange gentager turen til Høneballehaven!

      Slet
  6. Så fine billeder fra Høneballehaven, det har da været en uforglemmelig dag for jer, når det var første gang. Jeg har besøgt Lisbeths have hvert år siden 2012, så jeg har set den på stort set alle årstider og den er smuk alle dage.
    Hvilken herlig krans du har lavet til fru Høneballe :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har været en flittig gæst hos Lisbeth! Og jeg forstår det godt, for haven er helt forunderlig, og Lisbeth deler så gerne både sin begejstring og viden. Selvom jeg har set virkelig mange billeder fra haven, så er virkeligheden en helt anden - det er så svært at fange rumfornemmelsen og den fortættede haveoplevelse på et billede - for slet ikke at snakke om de oplagte sanseoplevelser som dufte, lyd og det at røre.

      Slet
  7. Dejlig beskrivelse af høneballehaven :o) man kan sagtens få flere dage til at gå derovre og en tur er aldrig nok. Den er storslående :o))

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig! Den oplevelse er nødt til at blive gentaget!

      Slet
  8. Det lyder som en dejlig dag i Høneballehaven hos Lisbeth der virkelig er passioneret haveblogger og menneske:-) I var heldige med vejret, det betyder noget når man er på havebesøg. Det er fire-fem år siden jeg så Høneballehaven og jeg kan forestille mig hvor meget det hele er vokset og har ændret sig. Haven ser skøn ud igennem dit kamera og sikke en smuk krans med historie du havde med:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig en rigtig dejlig dag - og ja, vi var heldige med vejret. Haver ændrer sig i årenes løb, men Lisbeth formår at forny og beskære, så det hænger sammen på smukkeste vis.

      Slet