Haven holder ikke ferie - den sprudler og blomstrer på livet løs! Herover er det de 2 Jaques Cartier i staudebedet, som i den grad har gang i at folde sig ud. De er sunde og kraftige i år og kvitterer med det skønneste blomsterflor!
Roserne er i det hele taget i fuld gang rundt om i haven og fylder både næsebor og hjerter med havefryd. Nu skal der nydes! Ved drivhuset er det den røde klatrerose Grand Award, som stråler. Den er til gengæld slet ikke sund i bladene - faktisk et lidt sørgeligt syn.
Herover er det en mere spinkle Odysse - en aldeles smuk rose.
Og så er der jo havens senest ankomne - The Generous Gardner - som står ved pavillonen. Uha, den er særlig og så dufter den så fint. Indtil videre er den sund og kraftig i væksten - håber, jeg kan bibeholde det, så de 2 eksemplarer kan danne en lækker, duftende indgangsportal til rummet.
Vi fik ingen regn i går, men må sætte vores lid til de kommende dage. De forgangne dages hede, hvor det var godt at søge skyggen i skoven, er afløst af mere moderate temperaturer - og solen er dækket af et skydække i dag.
Derfor skal jeg i dag rundt med havesaksen og klippe ned og studse stauder - og måske luge lidt mere. I den forgangne uge er det ikke blevet til meget havearbejde. Det har været for varmt om eftermiddagen, og aftenerne har været fyldt med translokationer og skønne sommerfester.
I køkkenhaven går det godt. Kål, bønner og squash gror og ribsene modnes.
Jordbærrene har der til gengæld ikke været meget ved i år. De har været små, stukne og spist af, så vi må nøjes med at købe de dejlige sommerbær.
Fredag sendte vi skoleeleverne på sommerferie - og den har vi længtes efter på trods af lock down og for mit vedkommende sygemelding hen over foråret. Det er svært at forklare, hvorfor vi trænger til ferie, når vi har været så meget hjemme, men måske fordi det, vi vendte tilbage til, ikke var hverdag. Måske fordi ingenting var, som det plejede, og alt skulle tænkes nyt og om igen?
Måske er det ikke så meget ferien, vi trænger til, men bare at alting er, som det var? Det bliver det nok ikke foreløbig, men heldigvis ser det ud til, at vi får lov at vende tilbage til noget, der minder mere om, det vi kender. Der er lys for enden af tunnelen!
Regn blev det heller ikke til her, men det er jo ikke noget nyt. I plejer ikke at mangle vand, i hvert fald ikke i år. Nu kan du snart nyde det i haven, rigtig god sommerferie.
SvarSletMine roser har også grimme blade, meget værre end det du viser.
Jeg viser vist ikke, hvor slemt det står til - mine klatreroser har ingen blade - helt bare ben - et sørgeligt syn! Til gengæld har vi nu fået regn!
SletUhu, det varer 3 uger før jeg har ferie. Det er timet du har ferie lige når roserne er finest. Så kan du rigtig nå at nyde dem.
SvarSletRegn har vi heller ikke fået noget målbart. Som sædvanlig.
hilsner Gunvor
Nu har vi fået regn, og dagens havearbejde består i at klippe ned og rette op! Men ja, det er skønt med ferie!
SletRigtig god ferie, selvom du starter den med en arbejdsuge :)
SvarSletJa, at sommerferien begynder nu for skoleelever er jo som det plejer og forhåbentlig kommer der endnu mere af det vi plejer til august.
Roserne står fantastisk i år.
Roserne er blomsterrige og smukke i år - men bladene .... Sidste nye fra myndighederne tyder på, at vi kommer tæt på normalen, når vi starter igen. Det glæder jeg mig til! Men først skal ferien nydes!
SletSikke nogle dejlige havebilleder. Du var heldig der ikke var samme regn som hos os hernede lige ved grænsen til tyskland. Der var hagl og så meget regn at alle vores roser faldt sammen og blev fuldstændig ødelagt.
SvarSletAj, hvor ærgerligt med roserne efter regnen! Ja, man skal passe på med, hvad man ønsker sig! Vi har siden fået regn, men ikke af den voldsomme slags, heldigvis.
Slet