lørdag den 6. juni 2020

Optur i køkkenhaven

Det går godt i min køkkenhave i år. Frodigheden er slående, og indtil videre trives det hele så fint.

Måske er det en overdrivelse at kalde mine bede for en køkkenhave - for selvom jeg bor på landet og har en landbohave, så ligner min nyttehave ikke en traditionel én af slags. Her er ikke lange rækker af afgrøder, som gør os selvforsynede med grønt. Nej, min køkkenhave er bitte lille. Den består af 3 bede. Fast inventar er efterårshindbær og lidt jordbær - resten er sået til med lidt forskelligt.


Rød grønkål. Indrømmet - vi er ikke de store grønkålsspisere! Vi skal nok spise af dem, men jeg har primært plantet dem, fordi jeg synes, de er så smukke! Når de bliver pænt store, bliver de flyttet om i staudebedene, hvor de skal fylde huller ud. Både farve og struktur gør dem til spektakulære selskabsplanter.


Endnu en kål - her er det palmekål - en genganger i mit sortiment. Også primært for at bruge den i krukker og bede. Jeg er vild med bladenes runkne udtryk og den grågrønne farve. Desuden overvintrer de og tilfører noget grønt og skulpturelt til forårshaven - for til sidst at blomstre smukt.


Der er også sat pluksalat - at kunne hente sin egen salat i haven er nr. 1 - sprød, lækker og meget frisk. Faktisk får mine salatplanter som regel også lov til at gå i stok og blomstre - på den måde bevarer køkkenhaven sit frodige udtryk også ud på sæsonen.


Her er en yndlings afgrøde - stangbønner! Sidste år kom de knap af jorden, før de forsvandt igen, men i år er der fut i dem. Jeg glæder mig allerede til at fråse i dem, for dette er en afgrøde jeg primært har for at spise :-) Selvom det da også pynter i køkkenhaven med det høje stativ, når det står dækket af grønne planter.


En anden plante, som garanterer for det frodige udtryk, er squash. Snart fylder den alt for meget og producerer flere squash, end vi bryder os om at spise :-) Jeg har sået 3, men de indgår i en konkurrence, hvor den bedst egnede, får lov at overleve og forsyne os med pandegrønt - de andre 2 bliver fjernet - for der er ikke plads - hverken i haven eller på menuen!


I køkkenhaven er der dog blevet plads til et par ribsbuske. Dels rammer de den lille terrasse ved drivhuset fint ind, og dels forsyner de os med bær til rysteribs, hvilket er en himmerigsmundfuld. Noget tyder på, at vi igen i år kan se frem til en pæn portion af den delikatesse.


Og så er der mit drivhus - også herinde er der gang i sagerne. Tomatplanterne blomstrer, og de første tomater hænger allerede som perler på en snor. Jeg har intet vandingssystem eller kapillærkasser, for det er en af de daglige yndlingsbeskæftigelser at vande og nusse om planterne. I morges var huset helt dugget til, for jeg lukkede både vinduer og dør i aftes, da de varslede hård blæst. Det blev nu ikke til noget, så nu bliver der luftet ud.


Agurkerne har kun været plantet ud en uge, men de vokser og sætter blomster, snart kan vi høste de første, sprøde skoleagurker. Pludselig er der alt for mange agurker, så står den på tzatziki og agurkesalat i stride strømme. Som regel river jeg også nogen og putter i fryseren - det fungerer fint til tzatziki i vintermånederne.


Vinen i drivhuset har det godt. I år forsøger jeg at være lidt efter den, for ofte stikker den helt af og bliver uigennemtrængelig og fylder alt for meget. Indtil videre lykkes det helt godt, men grokraften er jo enorm, så jeg skal være på tæerne.


Imellem tomaterne har jeg sat lidt krydderurter, som kan lide varmen. Her er det oregano, som ser ud til at nyde tilværelsen!


Også timianen trives - den har dog sit helt eget hus. Planten er 2 år gammel og forsyner os med lækkert krydderi året rundt.

Køkkenhaven er en glæde - måske netop fordi den er så lille. Dels kan jeg overskue at passe den, og dels dyrker jeg kun det, som jeg har allermest lyst til - sådan hen ad creme de la creme!

11 kommentarer:

  1. Jeg havde palmekål og rød grønkål i bedene sidste år, det ser ret godt ud. I år har jeg dog endnu ikke fundet nogle, de var i Netto sidste år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig fint i bedene - ærgerligt du ikke har fundet nogle. Heldigvis har du så meget andet fint i din store have :-)

      Slet
  2. Det er en vældig sympatisk indstilling, du har til det med afgrøder. Lidt, men godt, og så må det også gerne være pænt. Og det ser simpelthen også så frodigt ud hos dig :-)
    Jeg såede tomater engang i vinter. De bliver ikke til noget ordentligt. Du har allerede tomater. Mine pjevser er 5 cm høje...!!! Det er derfor, jeg ikke gider at så, men køber færdigt. Men jeg skulle åbenbart lige prøve én gang til. Jeg må skrive en stor huskeseddel til mig selv ;-)
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har læst at mange har haft problemer med et bestemt - velrenommeret - firmas så- og priklejord i år - mange har måttet så om eller købe planter. Jeg har ikke sået mine tomater. Ikke langt fra hvor jeg bor, bor der en tomat-entusiast, som sår 50 forskellige sorter og sælger ud fra drivhuset og på plantemarkeder. Det er planter af virkelig god kvalitet, og så er det altid spændende at se, hvad hun har i sortimentet!

      Slet
    2. Det var da utroligt uheldigt med jorden. Den jord jeg brugte var fra sidste år, så den var forhåbentlig ok.
      Sådan en lokal entusiast gad jeg virkelig godt at kende.

      Slet
  3. Nemlig, en urtehave skal osse være sjov.. Vi reducerede osse vores gevaldig for nogle år siden. Bærbuske, jordbær, salat og ærter og gulerødder til lige at guffe i, er vores foretrukne. men den ide med kål i "huller" er da smart. De fleste kål er jo faktisk dekorative.
    hilsner Gunvor
    ps. det var forglemmigej og andre jeg tænkte på som toårige. De spreder sig alle vegne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Urtehave er godt på det niveau - man kan hurtigt få det træls med en stor urtehave, hvis ikke man får den luget! Ja, kål er godt:-) Aha, så forstod jeg det med de toårige!

      Slet
  4. Det er lidt sjovt, for de afgrøder du har i din køkkenhave, er næsten de samme, som dem, jeg har i min. - Af de samme årsager, endda :-) Jeg har dog i dag måttet supplere med en bakke stangbønner fra planteskolen, da de fleste af mine er forsvundet. Nå-ja, og så mangler jeg jo et drivhus som dit, men vi har faktisk proppet nogle tomatplanter ind i vores 4 m2 store drivhus :-) Det hele ser så smukt ud hos dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Aj, hvor sjovt! Det eneste jeg ikke fik fat i, som jeg virkelig ønskede mig, er artiskokker - fordi de er så smukke! Jeg må vist forsøge at så dem til næste år, så jeg kan få nogen igen. Det bliver da skønt med tomater i jeres lille drivhus - det skal nok blive godt!

      Slet
  5. Puha der gav du mig lige flere ideer til hovedet.
    Nu må jeg ud at have fat i flere frø...... stopper det aldrig :)))))

    God aften
    Klem

    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, det kender jeg alt for godt!

      Slet