søndag den 7. juni 2020

Grønt og frodigt

Gang på gang bliver jeg overvældet af alt den grønne frodighed, som vælter imod mig, når jeg begiver mig ud i haven. Det er som om, haven overgår sig selv, hver gang jeg stikker næsen derud. Og det gør jeg tit. Næsten mellem hver byge - og de kommer i stride strømme. Men al den vand har i den grad bidraget til, at det nærmest eksploderer derude!


Motivet her viste jeg også den anden dag, men det er altså så fint nu :-)


Det er med at nyde de smukke hosta inden bladene bliver gennemhullet af snegle. Og denne er bare rigtig fin i de hvide bede.


Denne allium, som gør fenniklen selskab, har store blomster fyldt med stjerner - men en ret kort stængel, så den er ikke så tydelige i bedet som sin fætter Purple Sensation, men den er nu fin alligevel.


Den røde tjørn blomstrer også - i al fald på nogen af grenene. Desværre ser store dele af træet sygt ud - måske vi skulle fælde den?


Jeg glæder mig! Jeg ved nemlig, hvad der venter i disse clematisknopper. De fineste grønhvide blomster - og masser af dem.


De hvide løjtnantshjerter har udviklet sig til store planter i år, modsat de fleste af de lyserøde, som blev svedet af frosten. Den er da fin.


I akelejebedet under magnoliaen og den gamle rose står en krukke og pynter.


Og et par nye beboere er flyttet ind ved bænken - som I kan se, holder de øjnene vidtåbne for at få det hele med.


Den gamle rose er alt andet end perfekt, men duften er ubeskrivelig!


Mit blå/lilla bed er jeg rigtig glad for, men jeg synes det er svært at fange farverne med kameraet - de ser lige fisblege ud, uanset om jeg fotograferer i solskin eller som her, når det er overskyet! Bedet er altså virkelig fint og strålende i virkeligheden!

5 kommentarer:

  1. Der ser meget smukt og frodigt ud. Jeg kender godt det med at farver forsvinder på fotos, men jeg kan sagtens forestille mig at det ser overdådigt ud. De hvide farver er også meget flotte.
    Øv med tjørnen. Vi har lige fældet en kugletjørn. Den kom sig aldrig efter 2018 og selvom jeg vandede under sidste års tørke, så... Jeg føler med dig. Det er en svær beslutning, om man skal give sådan et træ et chance mere.
    Det er et par festlige beboere, der er flyttet ind :-)
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Min tjørn har altid været underlig - den har fået en mærkelig facon hen over årene, fordi grenene er gået ud undervejs. Og hvis jeg fjerner de grene, som nu er dårlige, bliver det et meget uharmonisk og grimt træ - så beslutningen er vist taget! Men blomsterne er nu smukke....

      Slet
  2. Ja de holder øjnene stive. Både krudt og ukrudt er eksploderet her, selvom vi ikke har fået nær så meget regn, frodigheden er til at få øje på - ja også ukrudtet. Du har sikkert noget mere styr på dit ukrudt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Som i slet ikke! Altså det med ukrudtet :-) Her er et meget frodigt bunddække af hønsetarm og græs i staudebedene - det er bare at starte fra en ende af! Arbejdsløse bliver vi ikke lige foreløbig!

      Slet
  3. Det er en hel magisk stemning, du så fint har fanget på dine fotos. Det kan godt betale sig at stå tidligt op.
    Krukken er flot og en fin baggrund for de lilla akelejer.

    Hilsen Elna

    SvarSlet