torsdag den 27. december 2018

Stille

I dag er her stille. Vi er på den anden side af de store juledage med gæster, mad og festivitas, og en vis mathed har lagt sig over huset. Vel er det hverdag, men ingen her i huset har vist tænkt sig at udnytte dén. Vi har siddet længe over frokosten, ryddet op efter gårsdagens gæstebud og ellers tuller familiens medlemmer bare lidt rundt.


Ude er der mildt, meget mildt, men haven trækker ikke rigtig, for der er også mørkt, diset og uendelig tungt. En gåtur i skoven er det da blevet til - og den gjorde godt.


Jeg har også været i drivhuset. Der er blevet ryddet op efter juleværkstedet, og vinen har fået sin vinterbeskæring. Min vin er stadig meget ung, den får kun lov at beholde mellem en halv og en hel meters tilvækst hvert år, så beskæringen var hurtigt overstået.


Det var dejligt med lidt mere frisk luft, og jeg nød stilheden derude.

 
Indtil videre er der dømt grøn vinter - det er nemt, men det ville hjælpe på humøret med lidt sne, klar frost og blå himmel.
 
 
Jeg kan mærke tungsindet. Jeg har det svært med nytårsaften i år - normalt er nytårsaften en festlig aften, som jeg ser frem til. Men sidste år tog vi afsked med min mor nytårsaftensmorgen, og det fylder lige nu. Især fylder det halve døgn, før hun endelig fik fred. Jeg er nødt til at finde en måde at rumme både tungsindet og festen - sorgen og glæden. Jeg arbejder på det.


6 kommentarer:

  1. Jeg forstår dit tungsind, når det skal være, håber man det går hurtigt, det er hårdt at sidde og overvære kampen, før de får fred. Det første år efter er det værste. Min mor døde 6. januar 2015, det tog også lang tid, selvom der næsten ikke var liv tilbage.
    Lad os håbe på lidt sne, høj klar himmel og solskin i januar, det vil helt sikkert hjælpe på humøret, og hellere sne nu end i marts.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dagen i dag startede med smukt solskin - det gjorde godt. Men ja, det første år er værst - jeg husker det fra, da jeg mistede min far. Denne gang er efterveerne værre, selvom jeg som fars pige nok mangler min far mere end min mor - men måske er der derfor? Sindets veje er uransaglige, men hvorom alting er, er jeg nødt til at finde en vej og en balance i det - jeg synes, det har fyldt rigtig meget den sidste tid. Jeg er så glad for, at jeg ikke skal være værtinde nytårsaften i år!

      Slet
  2. Det er forståeligt at du har det sådan. Jeg er enig med Lisbeth; Det første år efter er det værste; der er hele tiden en "første gang uden"...
    Jeg håber du og dine får en så god nytårsaften som muligt - og et fantastisk godt 2019.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg VIL finde plads til både sorg og glæde nytårsaften! Den aften er vigtig for mig på mange måder, så der skal findes en vej. Det er helt sikkert også muligt. Og 2019 bliver endnu et fantastisk år.

      Slet
  3. Jeg kan bestemt godt forstå dit tungsind, Aase! Jeg tror at det er godt for noget. Det er i hvert fald min erfaring at det er vigtigt at give sorgen plads, for sådan bliver der også plads til glæden.
    Tanker og kærlige hilsner fra Nana

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Nana. Ja, der er nødt til at være plads til sorgen også, for ellers får glæden trange kår. Deri tror jeg, du har ret - om nogen véd den slags, så er det vist dig. Jeg kan mærke, jeg skal have hængt min sorgdel på en fysiks handling nytårsaftensdag, for at få plads til alt det andet. Det, er det, jeg fortsat arbejder på.

      Slet