Kirkegården

Jeg har altid holdt af kirkegårde. Sikkert fordi min far ofte tog mig med, når gravstedet for hans første kone skulle ordnes. Jeg nød i den grad tiden sammen med ham dér - for jeg havde ham helt for mig selv. Kirkegårde er for mig et sted fyldt med minder, kærlighed og længsel. Kirkegårde er fulde af levet liv.

I dag besøgte jeg kirkegården igen. Det samme gravsted. Nu ligger min far i midten med sin første kone på den ene side og sin anden kone (min mor) på den anden. De har en sten hver alle tre, for sådan aftalte mine forældre, at det skulle være.

Jeg havde bundet et lille hjerte til gravstedet.

Det er bundet på et stativ, som jeg har købt hos Rosenbuen. De to 'fødder' kan stikkes ned i jorden, så hjertet står fast lidt på skrå.

Hjertet kan genbruges og varieres i en uendelighed. Her er det helt enkelt bundet med buskbom og hvide orkideer.

Det har været vigtigt for mig, at mine egne børn får et lige så naturligt og positivt forhold til kirkegårde, for jeg oplever, der her er rum og plads til følelserne - også de blandede. Derfor er vores børn også været med på kirkegården helt fra små. Vi har gået ture og snakket - om alt og ingenting - om gravene - om døden og evigheden. Og især om livet!