lørdag den 23. maj 2020

Haveskur #2 - the final!

Nu har haveskuret fået tag - tænk, hele 2 færdiggjorte projekter i samme weekend! Alle weekender skulle være lige så lange som denne - hvad kunne det ikke blive til?


Men nu står det her, mit lille haveskur - lige ved siden af drivhuset. Vi har normalt vore haveredskaber i garagen, hvor der er lavet fint ophæng, men af en eller anden grund endte de fleste redskaber alligevel nede i drivhuset, hvor de stod og fyldte op.


Derfor drømte jeg om et lille haveskur til redskaber, div. potter, jord, pinde, småredskaber osv. Alt det, som ellers fylder i drivhuset. Jeg fik ideen til skuret på CPHGarden i 2017, hvor Signe Wenneberg havde lavet et lille salgsskur af gamle døre i sin udstillingshave. Så da jeg opdagede en annonce på en lokal facebookgruppe, hvor der var én, der solgte gamle døre, slog jeg til!


Dørene har så stået og ventet i et lille år, før jeg gik i gang med at bygge. 4 stolper, 4 døre, noget plade, brædder til hylder, en rest tagpap - og en hel masse søm og skruer!

Sådan et lille skur på 81x81 kan rumme en hel del - målene giver jo ligesom sig selv, og så må man jo bare rette ind.


Bondemanden hjalp mig i går med at få tag på, det småregnede, men vi holdt ud. Senere fik vi 14 mm, det gjorde godt - og vi var færdige med taget. I dag har det været tørt, så jeg har malet det sidste. Nu er der blevet god plads i drivhuset, så der kan vist være et par planter mere - det er jo ikke dårligt!

6 kommentarer:

  1. uuhhuu,, sådan èt vil jeg osse ha,,, Til især potter og prikle bakker osv... Sikke med ekstra plads i drivhuset det kunne give... Det er blevet super flot det du har lavet. Men det kræver vel osse at dørene er af den gammeldavs solide slags??
    Jeg må holde øje med loppetorv annoncerne. Heldigvis kan jeg ligesom dig selv svinge sav og hammer.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, du har ret i, at det kræver de gode, gamle, solide døre. Jeg fik mine til en billig pris, men det skal de også være, hvis udgifterne skal holdes nede. Stolper, skruer, tag og især maling løber nemt op. Hvis man er heldig, kan man bruge noget af det, man har i gemmerne.

      Slet
  2. Så blev det flot jeres lille haveskur. Det ligner ikke mere et lokum :) godt du fik hjælp til det.
    14 mm det var helt godt, vi fik kun 8.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det tog lidt af lokums-looket - griner - men det må nu gerne ligne - jeg kan godt lide at det er lidt finurligt.

      Slet
  3. Det er godt nok det fineste lille hus til haveredskaber. Jeg har også den lille salgsbod i tankerne hver gang jeg ser gamle døre, er i gang med at samle sammen. Den ene svigersøn kommer af og til med en fin gammel fyldningsdør til mig. Lysthuset i jern er da også blevet så fint i jeres have, og bliver endnu finere når planterne vokser til. Så dejligt med agfsluttee projekter, de frigiver ny energi.

    Kærlig hilsen Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende, hvad du vil bygge af dine døre, Anette - jeg kan godt lide det lidt finurlige udtryk, som skuret har. Og det er genialt til alt rodet!

      Slet