fredag den 20. marts 2020

#projektbuket_uge11




Ugens buket fra haven - det er stadig i minilængde, men der bliver mere og mere at tage af.


I buketten er der bl.a. perlehyacinter, primula, judaspenge, skvalderkål og friske grønne skud fra en busk.


De seneste corona-dage har været præget af beskeden om udsættelse af alle landets konfirmationer. Det var en stor lettelse, at der allerede nu kom en afklaring på lige præcis det. Nu ved vi, at vi ikke skal have konfirmation til maj.


Og helt ærligt, så tog det en hel del stress af mine skuldre. Jeg har nemlig været bekymret for, hvordan jeg på én gang skulle kunne starte op på arbejde igen med et nyt knæ, have afgangsprøver og gøre både hus og have klar til konfirmation. Nu kan jeg tage det roligt i haven og koncentrere mig om jobbet - hvilket sikkert er rigeligt.


Vi har allerede fået en ny dato - den kom i dag. Der er længe til - især hvis du spørger konfirmanden. Lørdag den 19. september skal vi holde fest for hende - forhåbentlig på god afstand af corona. Fordelen er, at jeg pludselig har fået alle chancer for at kunne give forberedelserne fuld gas, for knæet vil alt andet lige være nemmere at arbejde med til den tid.


Konfirmanden er træt af, at det er i efteråret - og jeg ser den skønneste, lune sensommerdag for mig - der er hun ikke helt endnu. Hun er ked af, at tulipanerne i krukkerne ikke bliver brugt til formålet, men mon ikke vi kan fylde krukkerne med noget andet skønt? Haven vil i al fald være langt fyldigere, og måske bliver vi så også færdige med pavillonen inden!


Der er stadig nogen ting, som skal falde på plads, men i store træk er linjerne lagt for en skøn fest på den anden side af corona.

2 kommentarer:

  1. Sikken en lettelse for dig og en skuffelse for konfirmanden, det forstå jeg godt. Det skal nu nok blive godt, sikke buketter du kan lave d. 19. september.
    Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget :) her passer sætningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps - for alle gælder det dog, at det var godt med en afklaring.

      Slet