#projektbuket_uge10

Sådan en diset, fin forårsmorgen i marts er smuk, om end lidt kølig. Ugens buket fra haven består af tete-a-tete fra skovhaven, og den er også fotograferet derude på en gammel stub.

De gule forårsbebudere får lov at stå helt enkelt uden nogen form for garniture.

Synet af de små, gule farveklatter minder mig om den glemte og forbudte have, vi som børn besøgte, når påskeliljerne blomstrede. Vi måtte ikke være på grunden, for det gamle, stråtækte stuehus var styrtet sammen og lå som ruin. Derfor var det et lige så selvfølgeligt forårsprojekt for os som legen ved bækken og hulerne i skoven.

Det fortryllende var, at i den uberørte have havde påskeliljerne fået lov at brede sig. Og det havde de gjort! Hele haven var fyldt med gule, stærkt duftende påskeliljer. Det var det eneste, der var tilbage af en engang fin have - udover et par forkølede, tislugtende buskbom. Bagerst lå resterne af huset og hele grunden var omkranset af et hegn af buske og træer. Et vildnæs.

Typisk cyklede vi hen til haven sådan en diset lørdag formiddag i foråret - allerede på vejen derhen fik vi glade sommerfugle i maven - dels var vi på vej udi forbudt land, og dels vidste vi, hvad der ventede. Vi smed cyklerne i hegnet og lod os indhylde i den eventyrlige verden af forfald og skønhed. Vi indsnusede duften af de hundredvis af påskeliljer og tjekkede lige, hvor meget huset var faldet sammen siden sidst.
 

Så skete der det helt uundgåelige. Vi gav os til at plukke! Vi plukkede kæmpe buketter af sødtduftende, enkle påskeliljer - vi kunne slet ikke lade være - hverken piger eller drenge. Vi stak næsen i de gule bundter og lod os beruse af forår og nyt håb.

Når børnehænderne ikke kunne rumme flere påskeliljer, ja tænk, så cyklede vi hjem og forærede de store buketter til vores mødre, som godt vidste, hvor de stammede fra - de skældte lidt ud - og satte de fantastiske bundter i den smukkeste vase på hæderspladsen i stuen, hvorfra duften af forår bredte sig til hele huset!

Seancen gentog sig hvert forår - men kun én gang hvert år.

Jeg husker fornemmelsen af fællesskabet i spændingen blandet med angsten for at blive opdaget af den sure nabo (han var sikkert bare bekymret for, at vi kom galt af sted), fryden over synet af alle de glade forårsbebudere og så den der berusende duft.
 

Et ritual fyldt med fascination af det forbudte, forfaldet og skønheden. Et velkommen til foråret!