onsdag den 13. januar 2021

Græsser i vinterhaven

Græsserne i haven om vinteren er med til at skabe liv. De bevæger sig i vinden, solen reflekteres i de våde strå og snefnug og rimfrost lægger sig på hvert enkelt aks. 


De giver også højde og volumen i bedene, hvor nogen af stauderne er visnet helt væk. De er er sammen med de stedsegrønne vækster med til, at der stadig er struktur og rum i haven, selvom den ikke længere er frodig og grøn. Farven på vintergræssene er lysere end på de visne stauder, så faktisk lyser de også op på en mørk og trist januardag - for slet ikke snakke om, når solen spiller i aksene.


Her står græsserne sammen med rosen Therese Bugnet med de røde grene - det er en rigtig fin vinterkombination.

Engang undgik jeg græsser, fordi de græsser, jeg kendte, bredte sig voldsomt med rodskud. Men ingen af de græsser, jeg har i dag, generer mig med den slags genvordigheder. Så nu relationen os imellem ren kærlighed - jeg er vild med græsser!

På et tidspunkt sidst på vinteren bliver jeg træt af græsserne. De brækker ned og ser trælse ud, og i det tidlige forår tager jeg chancen og klipper dem ned. Så er vi klar til at starte på en frisk. Men indtil da glæder jeg mig over græsserne - også i deres vintergule dragt.

11 kommentarer:

  1. Den rødgrenede rose og de gyldne græsser minder mig om et billede jeg engang så - vistnok fra en engelsk have - med korneller og græsser. Siden har jeg altid tænkt at det er en kombination man bør huske på, for det er mageløst smukt. Dejligt det nu kan lade sig gøre at begrænse græsserne, så de ikke invaderer alt omkring sig. Der er så meget liv at hente der til en vintertræt have, at jeg forstår din uforbeholdne kærlighed.

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Græsser og de røde koneller er nemlig en flot kombination. Da jeg plantede roserne, vidste jeg ikke, de havde så flotte røde grene, så det er rent held!

      Slet
  2. Græsserne er uundværlige, men det er ikke sjovt at få fat i nogle af de aggressive, det har jeg prøvet. Jeg fik mine drenge til at grave dem op. Desværre er der nogle af dem som har blandet sig med de gode, det er ikke godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den ene af dem, jeg viser, er en af de gamle, men den står i et bed, hvor den er meget begrænset, så det går fint dér. Men andre steder er den bandlyst!

      Slet
  3. jeg har osse prøvet flere græsser. Desværre er de ikke så glade for min have. Men en dag finder jeg vel nogle flere der vil bo her. Dine er så flotte.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv, at græsserne ikke rigtig vil trives hos dig - håber, det lykkes at finde nogen som passer ind.

      Slet
  4. Enig!!! Det er ikke ret længe, man ikke kan glæde sig over græsserne. Dog trives elefantgræsserne næsten for godt hos os, og det kræver jo lidt muskler at dele dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, elefantgræsser kan blive voldsomme - jeg har ikke nogen af de største, så det går. Jeg vil gerne have nogen græsser med blomster/frøstande - det må blive det næste.

      Slet
  5. Græsser er smukke i sig selv, men har desuden den egenskab, at de klæder andre planter og gør dem endnu smukkere.
    Jeg har aldrig set roser med så røde grene, men hvad ved jeg om roser...? Kombien med græsser er meget fin.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vidste heller ikke, at rosen fik så fine grene - de er virkelig flotte og kommer rigtig til deres ret her om vinteren.

      Slet
  6. Efter min mening kan man ikke undvære græsser i haven, de er fine det meste af året måske med undtagelse af marts, hvor vi lige har klippet dem ned :-) vi klipper altid vores ned midt i marts, jeg har hørt på et tidspunkt, at hvis man klipper dem for tidligt og vi så får sen frost, kan de sprænges i roden, jeg ved ikke om det passer, men vi venter i hvert fald.
    Flot kombination af græsser og rosen.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet