I dag er der sol over haven, og der ligger endnu lidt sne, så der er fint i skovhaven.
Ahr, det er måske en overdrivelse at kalde det skovhaven, for der er ikke meget have over det. Det er en samling træer med en dejlig sti igennem. Den ligger lige op ad pryd- og køkkenhaven og danner baggrund og læ mod øst. I området står en lille, rustik bænk, og der er plantet forårsløg.
Ud over det er der krat, gamle træer og selvsåede ditto. Det får lov at passe sig selv, grene og væltede træer får lov at ligge og rådne.
Kun hvis træerne vælter over stien, findes saven frem, og der parteres. De opsavede stammer får lov at blive i skoven i en lille bunke - i hvert fald indtil videre.
Jeg nyder mit lille skovområde i haven. Her er ikke så mange krav til pasning og alligevel masser af liv.
Somme tider har en rå med sin kalv besat et hjørne her ud mod marken - så holder vi os på afstand og nyder synet. Her er fugle, insekter og smådyr - og så er her ofte et dejligt lys.
Om vinteren spiller solen i barken på træer og stubbe og kaster lange skygger.
Om sommeren er der den skønneste flimreskygge og en smule køligere end i resten af haven. Måske skal der plantes lidt rododendron og bregner på passende steder - men målet er at fastholde det rodede, lidt vilde udtryk - og det lave plejeniveau. For en stille stund på bænken her med udsigt over markerne mod skoven gør så uendelig godt.
Åh sådan et hjørne er guld værd. Både for os havefolk der kan nyde, næsten uden at yde. Men osse og især for diverse småkravl og fugle. Vi har osse sådan et hjørne, og det er fantastisk hvor levende de er. Det kan man rigtig se nu hvor der ligger lidt sne, hurra. Det ligger så fint endnu hos os.
SvarSlethilsner Gunvor
Ja, det er virkelig win win med sådan et hjørne af haven. Sneen her er næsten væk nu, desværre. Når vi alligevel ikke skal ud og køre, kunne det være fint med et pænt lag sne.
SletDet er da en fin lille skov og så er det moderne.
SvarSletHvor er I heldige at have set solen, det var vi ikke, jeg havde håbet, men nej den gik ikke. Men heldigvis var det da for en gang skyld stille vejr.
Ja, det er ret trendy med sådan en skov :-) Den har jo været der i mange år, så vi må være first movers :-) Før i tiden hed det bare skitteras her, men nu er det blevet ophævet til skov. Den slags er der en del af her ude på landet - de gamle læshegn omkring gårdene var slet ikke så tossede.
SletDet var dejligt med formiddagssol, men den forsvandt desværre ret hurtigt, og viste sig først igen ved solnedgang - og det var smukt!
Jeg kan godt forstå, du nyder at sidde på bænken. Der er noget afslappende ved at have et rum i haven, hvor plejeniveauet ikke behøver at være så højt. At havens dyr har gavn af din “naturskov”, gør jo ikke glæden mindre.
SvarSletHilsen Elna
Det er nemlig skønt! Det er et dejligt rum i haven, og der er jeg aldrig bagefter! Det er fint på sin egen måde - og jeg bruger kræfterne alle mulige andre steder.
SletJa, man kan jo kalde det hvad man vil, og skovhave klinger godt i mine ører. Jeg forsøger at skabe en græsplæne om til skovhave, så jeg længes bare efter at kunne sidde på en bænk og følge med i livet omkring mig - engang:) Det er så skønt at alt det liv kan mærkes selv i snevejr!
SvarSletHilsner fra Ulla
Lige præcis!
SletSådan en skov er da bare fantastisk at have. Her har vi en lille klat af haven, der hedder 'Skoven', fordi der er træer med krone og skygge, så man kan heldigvis kalde det, hvad man vil. Jeg ville nu godt have din lille skov med bænk også, for den ser noget mere autentisk ud.
SvarSletMange hilsener Lisbeth