lørdag den 8. august 2020

Vanding

Normalt vander jeg ikke en hel masse i haven, selvom vi får hedebølge. Det nyplantede får væde, derudover må det meste klare sig. Men i år vil jeg forsøge at holde haven pæn, fordi vi skal have konfirmation i september, og der er nu engang ikke så meget ved en afsvedet have. Så nu vander jeg.

Plænen gør jeg ikke noget ud af - den bliver hurtigt grøn igen, når der kommer regn - og det gør der vel inden midten af september? Det er bedene - så som pavillonbedet herover - jeg koncentrerer mig om, så de ikke skal blive svedet fuldstændig af.

Bedet her langs huset med hortensia Annabell og pil er rigtigt fint i år. Bedet bliver til det hvide bed, og overgangen er flydende - det fungerer så fint.

Sensommerbedet skal også holdes med vand, frodigheden har sin pris.

I det nye staudebed klæder tidselkugle, rosen Bonita og den fligedbladede hyld hinanden.

Det blå/lilla bed er blevet til sommerfuglebedet! Stærkt ført an af sommerfuglebuske i den fineste farve. Sammen med de nedklippede stauder, som har skudt på ny og blomstrer igen, leverer de føde til en stor sværm af sommerfugle - så fint!

Ærteblomsterne er endelig kommet i gang - jeg elsker de klatrende planter og deres duft. De står ved den lille terrasse ved drivhuset. I disse dage skal der vandes en hel masse i drivhuset - og der høstes tomater i massevis.

I mit sidste indlæg var jeg frustreret over det nye blogger. Dette indlæg er lavet på ny blogger helt uden problemer - jeg har bare skiftet browser fra Explorer til Chrome. It did the trick!



10 kommentarer:

  1. Hvor er din have smuk og frodig, og jeg kan godt forstå, du vander, så bedene stadig vil være fine til konfirmationen.
    Tak for tippet om at bruge Chrome til det nye blogger! Jeg har indtil videre 'snydt' og er vendt tilbage til det gamle blogger, men det er jo en stakket frist.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kom pludselig til at tænke på at explorer jo er håbløst forældet - og det er ren vane, at jeg har brugt den til blogger, så det var et forsøg værd. Nu håber jeg så, at det kører!

      Slet
  2. Vi har allerede haft konfirmationer her på øen, det var sidste lørdag, så det er overstået. Hos mig klarer pileurt sig fint uden vand, derimod er meget andet i regnvandsbedet tørt og hænger, det ser så trist ud, men jeg nøjes stadig med at vande rhododendronerne.
    Jeg bruger altid chrome, men er dog ikke gået over til det nye blogger endnu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nogen ting kommer bare til at hænge meget hurtigt, mens andet klarer sig fint. Jeg forstår godt, at du prioriterer rhodeodendronerne. Jamen, du er fremtidssikret med Chrome, tænker jeg :-)

      Slet
  3. Med sådan en begivenhed i horisonten forstår jeg godt, at bedene skal vandes. På billederne er der ellers ikke noget, der signalerer vandmangel, tværtimod ser det hele frisk ud Mon ikke Explorer synger på sidste vers, det gætter jeg på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har fuldstændig ret, bedene har ikke manglet vand i år på noget tidspunkt, så nu håber jeg, at jeg kan holde det grønt og frodigt. Der er ingen tvivl om, at Explorer er på vej ud, den opdateres ikke længere og mange programmer bliver ikke lavet til Explorer længere, så det går kun én vej....

      Slet
  4. Dejlige billeder fra både pavillionen og husfacaden. Man kan godt se du vander, for alting står bare flot. Og det skal det jo også når der er en stor festlighed på vej.
    Her hjælper Chrome ikke på det nye Blogger, men jeg ønsker dig tillykke med dit gode resultat!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Alt er så fantastisk frodigt, men det er faktisk første gang i år, at jeg vander i haven. Vi har fået lige tilpas vand gennem hele sæsonen - lige indtil denne uge.
      Øv, at Chrome ikke hjælper på det nye blogger hos dig.

      Slet
  5. Hvis man vil have en frodig have, kan man være nødt til at vande. Og når vi går og bruger både en del penge og masser af tid på haven, synes jeg at det er lidt ærgeligt, hvis man ikke vander, hvis det er nødvendigt. Når det er sagt, kan man selvfølgelig prøve på, at plante noget, der kan klare en del tørke. Vi fik lavet ny græsplæne først på sommeren og hvis ikke vi havde vandet der var det jo helt tåbeligt. :-)
    Det ser fint og frodigt ud så haven kommer sikkert til at stå fint til september. Jeg er bare helt vild med jeres pavilion.
    Jeg havde besøgt af Vivi i sidste uge, hun snakkede noget om, at I måske ville holde Åben have sammen på et tidspunkt, det lyder spændende.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. I denne tid må der vand til for at holde haven frodig! Men mon ikke snart der kommer noget fra oven?
      Det er rigtigt, at Vivi og jeg har talt om at holde noget åben have sammen - så var der ligesom lidt mere at køre efter, da vi ikke bor ret langt fra hinanden. Vi har jo begge været lidt udfordrede af vores ben på hver vores måde i denne sæson, men måske vi kan finde ud af noget næste år - det kunne været sjovt!

      Slet