In her prime

Nu står den, som jeg allerbedst kan lide den! Meget fyldig med sine tusindvis af små, grønne knopper, som tilsammen danner den fineste bedkant eller det smukkeste modspil til buske og stauder.

Jeps, det er såmænd den helt ordinære staude sankthansurt jeg hylder her. 'It's in her prime', hvis du spørger mig. Den er jo også fin inden sensommeren og såmænd også efter udspring, men lige nu er den aller, aller smukkest.

Det er oven i købet en nem staude, som formerer sig uden de store sværdslag, holder sig stående (næsten) og så kommer den bare igen og igen. For at det ikke skal være løgn, er den også nøjsom og klarer sig forholdsvis godt i en tid uden regn.

Jeg bruger den som kantplante langs mit lange kig, som smukt fyld i det grønne bed, som bund i bedet med hængepil og som neutral selskabsplante i staudebedet. I buketter udgør den det grønne islæt og hjælper med at holde de andre blomster på plads. Den kan det hele!

__________________

__________________

Efter 12 hektiske og meget varme dage er høsten i hus - både vores, svogers og naboens - så køres mejedyret i pit. Vores eget halm er under tag - det, der endnu ligger på marken, er solgt, snart kommer det også væk. Det har været en nem høst med alt det høstvejr, vi har kunnet ønske os. Samtidig har der været god vægt og pæne kerner i kornet, og det har været på sit højeste - i sin prime så at sige - da mejetærskeren kom forbi, så høsten 2020 vil gå over i gårdens historie som én af de gode, hvor både vejr, maskiner og avl har spillet noget nær max!

Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet, 

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

______________________________________

P.S. Titlen på indlægget er inspireret af titlen på en fantastisk bog, som jeg pludselig får lyst til at genlæse! 'The Prime of Miss Jean Brodie' af Muriel Spark, 1961. Mon I kender den?