Grøftekanten

Jeg har bevæget mig uden for matriklen i dag, for jeg er nødt til at lave et indlæg om de smukke grøftekanter.

Grøftekanterne er umanerligt smukke i år! Dagligt glæder jeg mig over farvespil og grønne nuancer, når jeg kører på landevejen.

Selv langs 'min' motortrafikvej, hvor man må køre 100 km/t, når jeg at se så mange fine grupperinger af blomster og græsser - og ofte har jeg lyst til at stoppe, men det går jo ikke lige dér :-)

På denne tid plejer grøftekanterne her at være svedet af pga. manglen på regn - men ikke i år. I år har vi haft et forår med tilpas vekslen mellem sol og regn - og kølige temperaturer, så grøftekanterne stråler!

Min bondemand har også kunnet mærke det, for vandingsmaskinerne har ikke kørt nær så meget, som de plejer - det er skønt!

I forgårs gik jeg en tur efter aftensmaden og opsøgte de nærmeste grøftekanter. Desværre fik jeg ikke helt den aftensol, som jeg havde drømt om, men I får nu billederne alligevel.

 

 

Der er virkelig mange arter - jeg kan ikke navnene, men jeg nyder dem alligevel.

 

 

 

 

Småt og stort imellem hinanden.



 

 Lige denne aften var der ikke mange valmuer, men de har stået så smukt.

 

Hvis man kigger i jordhøjde, får man et fascinerende billede af alle de mange strå.

 

 Mangfoldigheden er slående - og hver en kvadratcentimeter er dækket af vækst.

 

 

Vejen hjem gik ad vores egen markvej.

 

 

Her uden for så- og høstsæson bliver markvejen ikke brugt ret meget, så græsset har frit slag og nåede mig til halsen. Ude i det fjerne ses en et hjørne af vores hvide stald.

 

Det sidste stykke, før jeg nåede hjem, gik jeg langs bækken - jeg er meget glad for min have, men der er ikke meget, der slår sådan en stille juniaften ved den klukkende bæk med den overvældende frodighed - naturen er mesteren i den slags.





Diset morgenstund

I morges var det endnu en af disse særlige morgner, hvor det næsten er magisk derude. Disen lå over landskabet, trængte tynd ind i haven og skabte mystik og romantik - jeg ville ikke være blevet forbavset, hvis jeg var løbet ind i en enhjørning derude :-)

Morgener i haven er i det hele taget noget særligt.

Duften og lydene trænger igennem på deres egen insisterende facon. Kroppen, som for kort tid siden henlå i søvn, vågner stille op til en ny dag - den klare luft trækkes dybt ned i lungerne, og øjnene sluger det eventyrlige scenarie. 

Solen er på vej, men endnu dominerer nattens tågedis, og den lukker sig om havens eget lille univers. Verden udenfor eksisterer knap. Drømmene får lov at flyve og vokse, dybt inde bundfælder roen sig, og sanserne vækkes blidt.

En sådan oplevelse fra morgenstunden sender én godt af sted med energi og mod på en ny dag. Det er noget haver kan.

Grønt og frodigt

Gang på gang bliver jeg overvældet af alt den grønne frodighed, som vælter imod mig, når jeg begiver mig ud i haven. Det er som om, haven overgår sig selv, hver gang jeg stikker næsen derud. Og det gør jeg tit. Næsten mellem hver byge - og de kommer i stride strømme. Men al den vand har i den grad bidraget til, at det nærmest eksploderer derude!

Motivet her viste jeg også den anden dag, men det er altså så fint nu :-)

Det er med at nyde de smukke hosta inden bladene bliver gennemhullet af snegle. Og denne er bare rigtig fin i de hvide bede.

Denne allium, som gør fenniklen selskab, har store blomster fyldt med stjerner - men en ret kort stængel, så den er ikke så tydelige i bedet som sin fætter Purple Sensation, men den er nu fin alligevel.

Den røde tjørn blomstrer også - i al fald på nogen af grenene. Desværre ser store dele af træet sygt ud - måske vi skulle fælde den?

Jeg glæder mig! Jeg ved nemlig, hvad der venter i disse clematisknopper. De fineste grønhvide blomster - og masser af dem.

De hvide løjtnantshjerter har udviklet sig til store planter i år, modsat de fleste af de lyserøde, som blev svedet af frosten. Den er da fin.

I akelejebedet under magnoliaen og den gamle rose står en krukke og pynter.

Og et par nye beboere er flyttet ind ved bænken - som I kan se, holder de øjnene vidtåbne for at få det hele med.

Den gamle rose er alt andet end perfekt, men duften er ubeskrivelig!

Mit blå/lilla bed er jeg rigtig glad for, men jeg synes det er svært at fange farverne med kameraet - de ser lige fisblege ud, uanset om jeg fotograferer i solskin eller som her, når det er overskyet! Bedet er altså virkelig fint og strålende i virkeligheden!