søndag den 30. maj 2021

Sommervejr!

Det må siges at være virkelig god timing, når nu det skulle være med det sommervejr. Lige til en weekend, hvor jeg ikke havde andet på programmet end have! Hvor har det været skønt! Vi har spist ude og grillet - og der er blevet arbejdet i haven.


Den nye terrasse ved annekset er fantastisk - her er aftensol, det har vi aldrig haft i haven, så det stornyder vi!

Man kan næsten ikke tro, at vejret kan skifte så hurtigt - her et billede fra fredag eftermiddag, hvor fronten er på vej væk, fortrængt af solen. I år har vi rapsmarker på begge sider af vejen hjem - det er så fint at køre igennem den gule tunnel!

Lørdag gik jeg i gang med hadearbejdet: at skære kanter i det lange, lige kig. Nu er det gjort, og det er blevet så fint. Normalt skærer jeg kun kanter her - de andre bede ordner jeg, når jeg alligevel håndluger. Men alle havens kanter trænger til en tur, så jeg må vist bide i det sure æble og bare få det gjort!


Der er så mange fine motiver og vinkler i haven nu - uha, hvor det er fint!

Plænen er slået 2 gange i weekenden - den var blevet megalang i regnvejret, så for at få den pæn, fik den 2 omgange - nu er den lækker!

Noget andet, som er virkelig lækker lige nu, er det gamle paradisæbletræ. Det summer af liv og dufter himmelsk.






Bierne har travlt - jeg er bange for at rapsen har fået alvorlig konkurrence. Busken er et fantastisk syn lige nu - og den summer af sol!


De sidste par aftner i haven har været næsten magiske - lune og stille - man har næsten ikke kunnet finde ind igen. Mer' af den slags, tak!





9 kommentarer:

  1. Ja det har været skønne aftener, det er svært ikke at tage billeder, når der er så mange dejlige kig i haven. Vi har raps lige bag ved huset, det er fint, så længe det varer. Flotte billeder fra jeres have.

    SvarSlet
  2. Solen har virkelig indtaget jeres have - det ser hyggeligt ud. I år synes jeg, rapsmarkerne dufter anderledes og mindre bittert, end de plejer. Gad vidst, om det kølige vejr påvirker lugten.

    SvarSlet
  3. Ja, mere af den slags, tak - vi er helt enige.
    Det sidste billede er utroligt stemningsfuldt.
    Tillykke med det flotte anneks og hvor er det dejligt for jer med en plet med aftensol. I må nok godt låne de unges terrasse :)

    SvarSlet
  4. Hvor har du en skøn have du er bare så god
    til at lave nye bede med forskellige udtryk . Søs

    SvarSlet
  5. Annekset er da rent win-win, når I nu også har fået aftensol. Og med dette pludselige sommervejr, kan I rigtig nyde jeres skønne have med nystukne kanter.

    SvarSlet
  6. Og vi har været heldig at weekenden osse har været dejlig. Det er vi ellers ikke forvændte med.
    Aftnerne er magiske som du skriver, kun fordi vækkeuret ikke tager hensyn om morgenen, er man nød til at gå ind til sengetid.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  7. Det er nogle flotte kig du viser os. Haven ser rigtig godt ud. Og den gamle paradisæbletræ er en fryd for øjet (og bierne)!

    SvarSlet
  8. Det er en skøn tid lige nu, og som du siger er der så mange fine motiver i haven med det klare sollys. Flot ser der ud hos dig med den grønne plæne og de fine kanter. Piletræet i modlys er dejligt, og så skal det selvfølgelig fejres at I har fået jer en aftenterrasse. Håber vi får mere af det fine sommervejr!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
  9. Det er så smukt med de lange kik henover plænen, hvor de store træer kaster skygger. Og paradisæbletræet er jo helt vidunderligt.

    Hilsen Elna

    SvarSlet