søndag den 20. oktober 2019

Godt begyndt...

Godt begyndt er, som bekendt, halvt fuldendt!

Det gælder både ny blog og efterårsarbejdet i haven. Jeg har i al fald fået godt begyndt på efterårsarbejdet, som i år nok kommer til at strække sig over lang tid, fordi der kun kan arbejdes kort tid ad gangen. Men jeg er fortrøstningsfuld - lidt har også ret!


Jeg har været igennem det runde bed. Stauderne er klippet ned, dahliaerne gravet op, der er luget og plantet 25 solhat Magnus og 4 nye græsser. Pileurten står endnu så smukt, så det fik lov at stå lidt længere, og græsserne skal først klippes ned til foråret.
 
 
Solhattene er egen produktion. De blev sået sidste efterår, og nu er de klar til at komme i bedene. Sikke en glæde at fråse i stauder, som man selv har sået!
 
 
Det har været så fint med dahliaer i bedet i år, det er der heldigvis stadig plads til næste år. Jeg har fortsat planer om at ændre på form og størrelse på bedet, men har opgivet det for i år. Kommer bedre knæ, kommer tid!
 
 
Dahliaerne blev skyllet fri for jord og ligger nu i fyrrummet og tørrer. Senere skal de pakkes ned og sættes i stalden. Det er desværre det eneste sted, jeg kan have dem, men det er ikke optimalt. Der er for fugtigt - måske er det bedst, de bare ligger i et lag på halm og med halm over? Der er rigelig plads.
Resten af mine dahliaer bliver dækket med vintermåtter og overvintrer i jorden.
 
 
Skønt at kunne sætte flueben ved første bed - det giver blod på tanden!

2 kommentarer:

  1. Hvor er det godt med din optimisme, lidt ad gangen så skal du nok nå det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, så har jeg da også noget at lave i vintermånederne!

      Slet