torsdag den 28. november 2019

Spejlbassin

Indlægget indeholder reklame

Lige et lille pip fra mig med et tip.



Sidste år ved denne tid gjorde jeg et godt køb, som jeg er virkelig glad for. Jeg købte mit spejlbassin hos Zinkbakken. Dengang var der et godt tilbud - og jeg slog til!



Nu har Zinkbakken igen tilbud! Faktisk giver de i disse dage 20 % rabat på alt (så længer lager haves). Så du kan også få fingre i et lækkert spejlbassin, zinkbakker eller fine staudeholdere. Der er masser af fine ting på hjemmesiden www.zinkbakken.com, som kan friste.


Som sagt er jeg vild med mit spejlbassin, selv sådan mørk og overskyet dag som i dag bidrager det med fine spejlinger.


Der sker ikke så meget på bloggen for tiden, men det er kun stilhed før storm! Fra på søndag går det løs med Fredes julekalender! Ih, hvor jeg glæder mig! Hver dag indtil jul vil der være et indlæg med julerier - og jeg er i fuld gang med forberedelserne. Her er endnu et sneak peak.

tirsdag den 19. november 2019

Sneak peak

Jeg har været i skoven og samle mos i dag. De første decemberforberedelser er så småt i gang. Jeg har planer om at lave en julekalender på bloggen i år med indlæg hver dag i december.


Jeg havde snigpremiere sidste år. Der lavede jeg et indlæg hver dag i december, men kaldte det ikke officielt en julekalender.

I år tager jeg så springet! Planen er, at der hver dag i december kommer et indlæg med små tips til dekorationer med materialer hovedsageligt fra have og natur, blandet med lidt pynt og hyggerier, som passer til december.


I dag har jeg så arbejdet med mos. Et materiale, som er nemt at skaffe, og som kan bruges til mangt og meget.

Indsamlingen af mos er den rene overskudsaktivitet! Skovbunden i granplantagen er dækket af de store grønne flader, og jeg bruger det, som det er, med nåle, smågrene og kriblekravledyr! Stilheden er næsten til at tage og føle på sådan en novemberdag med dis og fugtigt vejr - og mens man går der og samler ind, kan man fylde lungerne med frisk luft.

lørdag den 9. november 2019

December-inspiration

Indlægget er ikke sponsoreret - det er skrevet i ren begejstring!

Kender du mon det? Man står med en bog, hvor hvert eneste opslag får det til at gibbe i én, fordi det ene smukke foto afløser det andet. Hvis ikke du kender fornemmelsen, kan jeg anbefale dig at tage et kig i en spritny bog, som udkom for en uge siden.


Den hedder 'December'. Den er skrevet af Anette Holm fra Grindsted, og den er fyldt til randen med inspiration til leg med natur og blomster. Annetes hang til at kombinere grene, gran og kogler med mere utraditionelle materialer som kork, skind og muslingeskaller er uforlignelig. Der er eksempler på masser af kranse, dekorationer, træer og bordpynt garneret med fine citater, små historier om vintertraditioner med børnene og opskrifter på lækkerier.


Det er ikke en decideret jule- eller how-to-bog - til gengæld skorter det ikke på ideer til materialer og udtryk - og her er masser af inspiration til at hente ting i både have og natur. Bogens softback, formattet A4+ og det matte papir matcher på fineste vis bogens fokus på naturens materialer.


Jeg var forbi Annettes fine pop-up shop i Grindsted til boglanceringen sidste fredag - også her var der syn for Annetes store iderigdom og eksempler på det håndværk hun står for - og så fik jeg også lige set hendes nye lokaler, som er smagfuldt indrettet til både butik og kurser.


Jeg lærte Annette at kende, da jeg for 6 år siden arbejdede lidt i en blomsterbutik. Allerede dengang drømte hun om at udgive en inspirationsbog med en masse billeder af lækre sager. Det er hun i den grad kommet i mål med.

Annette er uddannet blomsterdekoratør, har haft butik og været freelancer. Nu har hun flere jern i ilden med sin pop-up butik, kurser, events og arbejde i en stor blomsterafdeling i Herning. Og ja, hun er ligeså sprudlende og energisk, som det lyder - og hendes bog er som hende selv - autentisk og lige til. Bogen er ikke fyldt med ord og lange forklaringer i formfuldendt sprog- tværtimod - her får fotosene lov at tale. Man må sige, at samarbejdet med fotograf Berit Hviid er lykkedes til fulde - man får en ubændig lyst til at kaste sig ud i at binde kranse, lege med natur og bare hygge igennem i december!



December by Annette Holm af Annette Holm
130 sider
Foto af Berit Hviid
Pris 299,-
Bogen kan bestilles på info@byannetteholm.dk.
Du kan følge Annette, som for øvrigt også er havemenneske, 
på Instagram @byannetteholm og på facebook på By Annette Holm.
 
 
Mine fotos yder på ingen måde bogens smukke udtryk retfærdighed.