søndag den 27. december 2020

Hold på hat og briller!

Er der mon andre end mig, som er vågnet i nat til stormens hylen og tuden og er blevet ramt af bekymring for drivhuset? Faktisk kom jeg også i tanke om, at cafesættet stadig stod på den lille terrasse foran glashuset - lige præcis i vindretningen. Hvis vinden væltede bord og stole, ville de flyve lige over i drivhuset!

Jeg stod ikke op for at gå ud for at redde, hvad reddes ku', for det var ikke et vejr at gå ud i. Så det var med bævende hjerte, jeg tjekkede drivhus og møblement fra stuevinduet, da det endelig blev lyst nok. Og minsandten om ikke det hele stod, hvor det skulle. Pyh!

Nu har jeg været ude og flytte møblerne. Det blæser fortsat, men ikke så slemt som i nat. Det er vådt, og vinden går gennem marv og ben, så mit ophold ude blev temmelig kort. Det er bedre at befinde sig her inde med kaffekop og gulvvarme!

Det er tid til at klippe vinen i drivhuset, og egentlig havde jeg tænkt, det skulle være i dag, men det skal i al fald vente til vinden har lagt sig. Et hus af glas er vist ikke det mest oplagte sted at opholde sig under storm. I stedet vil jeg finde husets bedste stol og læse en god bog.

Rigtig god søndag/3. juledag til dig!












8 kommentarer:

  1. Jeg vågnede også ved vindens hylen i nat - flere gange.
    Det er altid 'spændende' at se, hvad vinden har ødelagt, men der var heller ikke sket skader hos os :-) Det er virkelig indevejr i dag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt I heller ikke fik skader - vejret har været mere havregrød siden, men måske får vi lidt sol igen til nytåret.

      Slet
  2. Jeg kan godt forstå, at du ikke gik ud i nat, det var rigeligt at gå ud ved dagslys, je kom i hvert fald hurtigt ind igen, det er barske sager derude. God indedag, jeg sidder også med en god bog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var ikke noget at gå ud i. I dag er det meget mørkt også - og vådt. En overgang kom der lidt tøsne, men det blev nu ikke til meget.

      Slet
  3. Bhyy, det er da osse halvfarlig at vove sig ud i mørke i det vejr. Der harr godtnok været sus i skørterne i dag.
    Jeg beskar vinen 1. juledag. Det "plejer" jeg. Og det er en god måde at komme ud og få luftet sig. Og vejret var jo super den dag.
    Bare jeg kunne sidde med en bog. Jeg fik et par i julegave, men jeg må nok vente til det møj øje er helt rask. Dog kan jeg da sidde med et nørkletøj nu, bare ikke for lang tid af gangen. fremgang.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Træls med øjnene - håber, det går fremad. Jeg fik beskåret vinen og ryddet op i drivhuset - det var dejligt at komme ud!

      Slet
  4. Uf ja, som det stormede. Godt, der ikke skete noget hos dig. Jeg mistede en lanterne, som vinden tog. Jeg tror, de kan købes endnu, så jeg må på jagt, for lige netop den model vil jeg meget gerne have. Men det var billigt sluppet. (Der fløj også en havestol, men den gjorde ingen skade.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, lanterne har det med at lette - ærgerligt! Jeg håber, du finder den rette!

      Slet