Strålende solskin på denne årets næstsidste dag. Det fik mig i haven. Jeg har luget alle mine nye bede. Når man sådan graver græsplæne op og laver nye bede, kommer der helt sikkert en masse græsukrudt efterfølgende. Det er godt at være over det, for pludselig tager det overhånd. Og lige nu er det ualmindelig nemt at hive ukrudt op - så det er bare med at udnytte det smukke vejr.Disse nye bede var fulde af alle mulige former for ukrudt. Laurbærkirsebærbusken stammede jeg op i januar. Den har skudt helt vildt, og jeg har ikke været over den. Nu er der blevet luget og fjernet skud.Græsstien midt i er endnu ikke etableret, men det kommer. Resten af bedene skal også være færdige i den kommende sæson - der er stadig lidt huller. Men nu er ukrudtet i al fald væk, og laurbærkirsebærren er igen opstammet.Jeg var ude et par timer - bare man var i solen, var det lunt og godt. Den friske luft og solskinnet blev virkelig nydt. Ligeså de fine frøstande rundt omkring i haven.Kugletidslen står med friske skud og blomster.Kejserbusken er sprunget ud - blomsterne er rigtig fine i år.Jeg er vild med palmekålen i staudebedet - den er fortsat smuk og er med til at skabe struktur og farve i vinterhaven. Al den sol gør drivhuset lunt og dejligt - her kan man sagtens opholde sig.
Jeg har altid holdt af kirkegårde. Sikkert fordi min far ofte tog mig med, når gravstedet for hans første kone skulle ordnes. Jeg nød i den grad tiden sammen med ham dér - for jeg havde ham helt for mig selv. Kirkegårde er for mig et sted fyldt med minder, kærlighed og længsel. Kirkegårde er fulde af levet liv.I dag besøgte jeg kirkegården igen. Det samme gravsted. Nu ligger min far i midten med sin første kone på den ene side og sin anden kone (min mor) på den anden. De har en sten hver alle tre, for sådan aftalte mine forældre, at det skulle være.Jeg havde bundet et lille hjerte til gravstedet. Det er bundet på et stativ, som jeg har købt hos Rosenbuen. De to 'fødder' kan stikkes ned i jorden, så hjertet står fast lidt på skrå.
Hjertet kan genbruges og varieres i en uendelighed. Her er det helt enkelt bundet med buskbom og hvide orkideer.Det har været vigtigt for mig, at mine egne børn får et lige så naturligt og positivt forhold til kirkegårde, for jeg oplever, der her er rum og plads til følelserne - også de blandede. Derfor er vores børn også været med på kirkegården helt fra små. Vi har gået ture og snakket - om alt og ingenting - om gravene - om døden og evigheden. Og især om livet!
Som jeg skrev om i sidste indlæg, fylder sorgen en del for tiden. Egentlig er jeg helt afklaret med, at min mor ikke længere er her - det er naturligt og en del af livet. Vi har haft store mærkedage i det forløbne år, hvor vi har sendt hende og far en kærlig tanke, men det har været glæden over det levende liv, som har præget tankerne.Nu nærmer vi os nytårsaftensdag - og dermed er det et år, siden min mor endelig fik fred om morgenen - og så kan jeg næsten ikke finde mine egne ben. Én af grundene er helt sikkert, at nytårsaften er en rigtig festaften for mig! Her fejrer vi året, som er gået og siger velkommen til et nyt, helt ubeskrevet år - det, har jeg altid syntes, var stort og en fest værd!
Tilmed er det bondemandens og min kærestedag! Faktisk havde vi aldrig mødt hinanden før den nytårsaften hos en fælles bekendt for 28 år siden. Inden der var gået en time, var vi vist kærester - og ingen af os er af natur hverken spontane eller frygtløse. Det var bare meant to be. Magi og amoriner i luften! Derfor er den aften noget ganske særligt - og det vil jeg gerne, den fortsat skal være.Det er mit dilemma. Det er måske mest netop dét dilemma, som plager mig i disse dage. Derfor må jeg finde en vej. Jeg kan mærke, jeg er nødt til at markere sorgen med en fysisk handling, før jeg kan glæde mig og feste for det nye år. I morgen skal bondemanden og jeg på kirkegården. Vi skal i forvejen til det sønderjyske, fordi min onkel, min mors bror, fylder rundt og skal fejres. Måske er det et skridt på vejen.
