Indrømmet! Det er ikke noget, vi gør ret ofte, bondemanden og jeg - det dér med at tage en lille get-away. Faktisk er det kun anden gang i de 25 år, vi har kendt hinanden, at det er sket! Så det er virkelig noget ekstraordinært og temmelig luksuriøst sådan at indlogere sig på hotel og lade sig opvarte - men uha, det er skønt!
Vi har glædet siden december, hvor jeg var så heldig at vinde et lækkert 'Spa delight ophold' på et Comwell hotel i en af de mange konkurrencer i adventstiden. Vi kunne vælge blandt Comwells spahoteller og valgte Kellers Park ved Vejle Fjord. Selvom det ikke er ret langt fra vores hood, har vi aldrig været der - så det skulle prøves!
Hotellet ligger smukt i bakkerne ved Brejning med en skøn udsigt over Vejle Fjord. Bygningerne og området har deres helt egen særlige historie, man kan ikke andet end nyde alle de fine indtryk.
Vi har nydt hvert minut! Vi ankom ved 17-tiden og blev indkvarteret i et dejligt værelse tæt på spaen. Værelset indeholdt det vi havde brug for, der var god plads og mulighed for at lave kaffe/te.
Vejret var smukt, og vi havde egentlig tænkt, vi ville gå en tur i området, men ombestemte os alligevel. Vi ville gerne lige nå i spaen inden aftensmaden. Så badetøjet kom på, og vi iførte os hotelgæsternes uniform: hvide badekåber og tøfler. Lige med undtagelse af under måltiderne så var det påklædningen under opholdet!
Vi var i spaen ad flere omgange - det skønneste var om aftenen, hvor der var åbent til kl. 24. Dels var der de forskellige bassiner med koldt, varmt og meget varmt vand, saunaer, fodbad og dels så det allerskønneste: udendørs hottubs med udsigt i dagslys over fjorden og om aftenen til den frostklare stjernehimmel og næsten fulde måne - det var godt for krop og sjæl!
Sådan en omgang forkælelse fordrer gode samtaler, og bondemanden og jeg delte en opvarmet liggestol og nød tiden til og muligheden for bare at være.
Jeg har ingen billeder inde fra spaen, men den ligger her i den lave bygning til højre, og hottubsene var lige udenfor.
Inkluderet i gevinsten var også en 4-retters menu i restauranten - også det var en fin oplevelse. Maden var lækkert anrettet og smagte fantastisk.
Menuen: bagte rødbeder med nødder og sprød gris (bacon?), koldrøget laks m. mandler, kalvefilet med kartofler, sauce og pastinakker både som puré, sprøde chips og bagte og sidst chokoladekage m. flødeskum, marengs og dild.
Betjeningen var opmærksom, og de forskellige retter kom med passende mellemrum - vi følte os virkelig godt tilpas i rammerne.
Efter en god nats søvn stod den på den store morgenmadsbuffet, som bestemt heller ikke er at kimse ad - sikke en overdådighed af valgmuligheder! Lækkert brød, frugt, ost og pålæg og alt mulig andet.
Vi kørte hjem i det skønneste solskin, ladet op og fulde af energi til resten af vinterferien - og det er faktisk ikke så ringe endda!













