Efter at have nydt de mange smukke sensommerdage er vi gået i efterårsmode. Blæst, regn og skyer har præget de seneste dage. Haven bærer præg af skiftet, tegnene er mange både i farver, blade, lyset og temperaturen. Det kan nu også noget det med efteråret - der er en ganske særlig stemning af sidste-øjebliks-blomstring kombineret med forfald og duften af muld.
Snart vil jeg i gang med efterårets projekter i haven. Der er nogen bede, som skal forandres, så der bliver brug for at flytte, dele og plante især stauder. Jeg har også modtaget en kasse forårsløg, som jeg bestilte for længe siden. Den indeholder både mange allium og lidt tulipaner - de skal i jorden som små lykkedepoter.
Sæsonen 2020 har budt på rigtig meget havetid, alligevel synes jeg, tiden er fløjet afsted derude. I år har vi brugt haven flere gange ved festlige lejligheder - det har været skønt med gæster, som også nød vores lille plet.
Sidste weekend var ingen undtagelse - her fik vi endelig fejret yngstedatteren og hendes konfirmation. Det blev en dejlig dag - højtidlig, sjov, varm og kærlig. Vi spiste i et lille forsamlingshus tæt herved, og senere tog vi hjem, hvor haven blev indtaget af store og små. Dagen startede i dis, men endte i det smukkeste solskin.
Ja øv den corona ødelægger så meget,. Gudskelov fik I konfirmationen i fred og nogenlunde ro.
SvarSletEfteråret har sin helt egen duft. Jeg kom til at tænke på det, da jeg cyklede forbi en stor bunke gren med blade forleden. de var skåret af skovkanten, og lå nu og visnede. det er en helt specielt duft.
hilsner Gunvor
Nemlig - det dufter af efterår nu - og det er skønt!
SletJa efteråret er så skønt, min yndlingsårstid, desværre lægger coronaen en dæmper på det hele, godt I endelig nåede konfirmationen og fik en god fest. Jeg tror konfirmandinden ligner sin far :)?
SvarSletEfterår er ikke min yndlingsårstid, men det er nu slet ikke værst :-) Vi er så taknemmelige for, at vi nåede det - og vi har ikke hørt om nogen smittede gæster, så alt er godt! Konfirmanden har lidt lighed med både far og mor, men er mest helt sin egen, tror jeg - men det er måske nemmere at se for andre?
SletDu har ret - det bliver en lang vinter med coronaspøgelset. Men det var godt, at din test var negativ. Dejligt at se din smukke have i efterårsmode og yngstedatter er så fin i konfirmationskjole.
SvarSletJa, vi må vist passe godt på os selv og hinanden - jeg er bange for, det kommer til at koste en del hjemmedage i løbet af vinteren.
SletÅh ja, corona! Jeg venter også på svar på en test i øjeblikket, og det lægger jo en dæmper på planerne. Godt I fik en dejlig dag med familie og venner inden de nuværende restriktioner! Det er jo også dejligt at kunne dele haven med dem man kender, og her er der god plads til at holde afstand.
SvarSletEfteråret kommer til tiden ovenpå en skøn sensommer, så det kunne vel ikke være bedre, og så lægger vi planer for haven igen:) God fornøjelse!
Hilsner fra Ulla
Jeg håber også, din test var negativ? Det er et sært vacum, man befinder sig i, mens man venter på svar. Jeg forsøgte at isolere mig fra resten af familien, men det er nu ikke nemt!
SletGodt at jeres fest ikke blev berørt af de seneste coronatiltag,og og hvor ser konfirmanden sød og glad ud. De sidste to uger har jeg plantet om i en uendelighed. Jeg oplever, at planterne har vokset helt vildt i 2020.
SvarSletJa, det er gået vildt for sig i denne sæson i haven! Jeg kan slet ikke nænne at rode derude endnu - jeg synes, det står så fint!
SletDer er bestemt skifte i vejret, og bortset fra at vi skal sige midlertidigt farvel til sommerdage i haven, så er efterårets forfald og dufte også indbegrebet af hygge og indendørs aktiviteter - omend de bliver noget anderledes end i de gamle coronafri dage. På den anden side set: Skulle vi aldrig opleve noget værre, så går det nok.
SvarSletTillykke med din smukke datter - dejligt billede.
Præcis! Hvis ikke vi skal opleve noget værre, så går det nok - det er med at huske sig selv på det, for værre er det jo ikke at begrænse sine kontakter og holde afstand. Det skal nok gå!
SletDuften af efterår er fantastisk - jeg synes at september har været så fin i år og glæder mig til nogle skønne oktoberdage, hvis blot det ikke bliver for meget regn og rusk. Dejligt at I fik fejret konfirmanden og at du ikke testede positiv. Vi må nok vænne os til at navigere lidt anderledes i lang tid endnu. Tillykke med datteren.
SvarSletEnig! Det har været en skøn september - og også august, juni og maj har i år været fantastiske. Det er jo egentlig en ganske god statistik for forsommer, sommer og sensommer!
Slet