lørdag den 11. april 2020

Påsken 2020


Påsken 2020 kommer vist til at stå prentet ind i vores hukommelse. Egentlig har vi ikke de store traditioner for sammenkomster omkring påskefrokoster, men pigerne har som regel travlt med arrangementer, venner og jobs. Og så plejer vi at tage på udflugt til en eller anden seværdighed med medbragt mad.


I år er vi mest her. Det er også dejligt, men det er unægtelig anderledes. Jeg arbejder mig fortsat igennem bedene - jeg er stadig i gang med det nye staudebed, men det lysner - og det bliver fint. Jeg har brugt en del tid på hestemynten, som havde bredt sig og invaderet en del naboer. Det er en smuk staude, men den skal holdes i ørerne!

Apropos stauder så er der heldigvis et par huller i hist og pist, hvor der kan blive plads til noget nyt. Jeg har kastet min kærlighed på adskillige stauder de seneste dage på diverse netsider, men endnu ikke bestemt mig. Der er så mange muligheder! Og så skal jeg vist have fat i en bunddækkende klematis - de ser fine ud. Jeg har flere gange forsøgt mig med staudeklematis, men dem har jeg desværre ikke haft held med. Er der nogen af jer, der har det og kan komme med nogen tips?




I mellemtiden nyder vi de smukke morgner og dage. Synger sammen med Peter Faber og co., går ture og spiser lidt ekstra lækkert. Tempoet er kommet ned, og vi har det i grunden helt godt.


Snart træder vi ind i næste fase - det bekymrer, men jeg har bestemt mig for at nyde påsken uanset. En klog mand har engang sagt, at man ikke skal tage bekymringerne på forskud, for så får man dem 2 gange! Det kan han have ret i. Jeg er vist slem til det med at bekymre mig om dit og dat , så jeg øver mig i at lade være og bare nyde nuet.

12 kommentarer:

  1. Ja hvem er ikke slem til at bekymre sig, det er vi mange om, men haven tager de fleste af bekymringerne. Staudeclematis - der kan jeg anbefale Recta Purpurea med flot mørkt løv fra start. Den fås også med almindeligt grønt løv, den er til gengæld flottere i blomsten, som er fine hvide. Den kravler gerne hen ad jorden, men kan også klatre op af et stativ. Måske skal søndagsturen gå til Lundhede planteskole, jeg kan se, de dukker op, når jeg googler den.
    Tak for tippet om hestemynte, jeg skal vist lige have kigget på mine, de er tæt på en rose.

    SvarSlet
  2. Tak for tippet om Recta Purpurea - den vil jeg kigge på. Ja, det er godt vi har haverne i disse dage (og alle andre dage!) - den er god for mange ting. Jeg var lige på vej derud, men nu regner det! Jeg vil stadig ud, men mest for at dufte! Der er ikke noget som sådan en gang grøderegn!

    SvarSlet
  3. Bare der så kom noget mere regn, her er det først begyndt nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Her blev det heller ikke til særlig meget desværre.

      Slet
  4. åh, bare det var min have der fik regn...
    Heldigvis for vores haver, der kan vi da "glemme" bekymringerne" en stund.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var skønt med regn, men det blev ikke til ret meget.

      Slet
  5. Det er unægteligt en sær tid. Jeg holder mig mest inde, for der er for mange, der har svært ved det med afstand. Her i påsken er et ekstra træls, fordi mange af vores turister spadserer og handler i store familieflokke. Så er det mere fredeligt her i haven.
    Din krukke med hvide perlehyacinter er vel nok sød.
    Regn.... vi fik noget i retning af ½ mm :-) Jeg håber, du fik mere.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Det blev ikke til ret meget regn, nej. Jeg synes også, det er mest svært med afstand i butikkerne, så handler kun én gang om ugen. Vi har i den forløbne uge været til sølvbryllupsmorgensang med afstand. Det gik fint - de har en stor gårdsplads, så vi kunne stå langt fra hinanden. Og så blev de da fejret lidt - vi har en fest til gode!

      Slet
  6. Det har bestemt været en anderledes påske. Vi har heller ikke tradition for at holde påskefrokoster, men vi plejer da at se vores tre sønner - det har vi så gjort på en fælles gåtur i Botanisk Have :)
    Jeg forstår dine bekymringer....

    Nyd din sidste påskedag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en skøn påske - vi nød den i høj grad! Og vejret kan vi ikke klage over.

      Slet
  7. Vi er heldige at kunne bruge haverne i denne tid og det er en god anledning til at gå den grundigt igennem. Jeg vil så gerne have hestemynte, men har aldrig haft succes med dem.
    Det ser smukt ud i din have, det er så fint med udsigt over markerne:-)
    God 2. påskedag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er glade for udsigten over markerne, udsyn er godt :-) Hestemynte gror voldsomt her - jeg har sandjord - sådan for alvor sandjord - det må de kunne lide :-)

      Slet