fredag den 1. juni 2018

Sommerdesign

I haven er der gang i sommerdesignet, hvilket involverer de hvide, lyse og lette farver. Lige netop den slags er mine yndlings - hvidt og grønt er bare indbegrebet af sol, sommer og lyse nætter!


Den hvide clematis i det hvide bed har i den grad fået fat nu, og nu springer den ud - der er mange knopper, så jeg er sikker på den bliver et virkeligt smukt syn. Jeg er vild med de yderste, limegrønne blade og det hvide indre.



Pæonen er også sprunget ud - ren softice! Jeg har ikke altid det store held med pæonerne, men i år er alting anderledes! Der er flere knopper på end nogensinde, hvilket ikke slår nogen rekorder i forhold til så mange andre, men hos mig er det overvældende med de 5 - 6 store fine knopper.


Den første blomst i den gamle rosenbusk - for efterhånden en del år siden dukkede busken frem, da jeg ryddede noget buskads - siden har den beriget os med de skønneste, duftende blomster år efter år.


Også bloggen har skiftet til sommerdesign - lyst og let.

Det kom til mig i den forløbne uge, da jeg på jobbet deltog i et møde ang. min skoles nye hjemmeside. Det var ret interessant at høre en professionel webdesigners tanker og overvejelser ang. sådan en hjemmeside. Da jeg kom hjem, havde jeg en voldsom trang til at ændre på min blogs udseende, så det gik der nogen timer med!

Så nu har Fredes skiftet til sommerkjole.

mandag den 28. maj 2018

Maj-sommer

Jeg elsker denne maj-sommer! Jeg stornyder den ene dag efter den anden - elsker de smukke morgener og lyse aftner - de lange, varme eftermiddage med sol, sol og sol - tanktop, shorts og bare tæer og allermest nok sommerens lethed og høje himmel!
Det begynder at kunne ses. Det har været tørt så længe, at skvalderkålen i skoven har lagt sig fladt ned! Plænen er efterhånden mere gul end grøn, og der må vandes flittigt i bedene for at holde liv i væksterne.


Det sidste døgn har ikke budt på nævneværdig nedbør her - 25 dråber i aftes og våde fliser i morges - det kan end ikke måles i regnmåleren. Men hvis DMI står til troende - og det satser jeg på, selvom det ofte kniber med at ramme plet - så skulle vi få regn i nat!


Og så fortsætter den fantastiske sommer ellers bagefter - what's not to like?

I haven kvitterer de forskellige blomster for sol og vand med smukke blomster.


De første iris har foldet sig ud i al deres pragt - farven er dyb og mættet.


Salvien er også begyndt - de senere år er det blevet en elsket staude hos mig - den er så lækker i både farve, form og størrelse.


Denne storkenæb er jeg også meget glad for. Jeg har haft den med hjem fra Norge, hvor den vokser vildt. Den er mere lilla i sit hjemland, men den er meget mere end en blomst. Den er fyldt med gode minder om et land og især et menneske, som betyder meget for vores familie.


Radiserne er klar til at sætte tænderne i - og de er go'e!

Det er yngstepigens. Hun ønskede at få en køkkenhave i år. Så hun har fået et stykke af det bed, som ligger i venteposition. Hun har sået radiser, gulerødder, ærter og plantet majs.

Når man ser dette billede, får man et ret godt indtryk af den jord, som jeg er velsignet med i haven. Sand! Dette sted er nok også det hårdest ramte på matriklen - det har ikke set skyggen af jordforbedring, for her har været græs indtil sidste efterår. Det skal der rådes bod på, når det skal plantes til i det kommende efterår.

Sådan noget sand vil gerne have noget vand, og så er vi tilbage ved DMI og deres prognose!

søndag den 27. maj 2018

Den første rose

På dagens første tur gennem haven fik jeg øje på den - eller rettere sagt dem. Roserne er sprunget ud.


De 2 Thererse Bugnet, som jeg købte hos JAS sidste år - se et indlæg om det besøg her - er begge sprunget ud! Det er første gang jeg ser blomsten, og jeg er ikke skuffet! Og så er der oven i købet en fantastisk duft.


Den første staudevalmue 'Prinzessin Viktoria Luise' sprang ud i går - i dag er der endnu flere blomster at nyde.


I pergolabedet blomstrer allium 'Purple sensation' og rhododendron ''English roseum' tone i tone.


Denne staudetidsel, Cirsium rivulare 'Atropurpureum' står smukt i det nye staudebed - jeg er ret vild med den - høj, strunk og flot i farven.


Også lupinerne er begyndt at blomstre - imponerende blomsterstand.


Nicotiana/prydtobak i det gamle staudebed - det er nogen, jeg har købt, for mine egne blev ikke til noget, men jeg vil nødig undvære dem.

Det er en ny oplevelse hver morgen, når jeg kommer i haven - der er altid sket noget nyt eller mere. Fantastiske maj!