mandag den 6. november 2017

Måske er der noget, du kan bruge?

Jeg har før nævnt Plantetorvets resttilbud. Lige nu har de en del af slagsen. Der er mange forskellige planter, men få af hver - og så er det først til mølle. Jeg har før været heldig at købe fine ting til billige penge.

Klik ind her eller via reklamen i højre spalte og gå på jagt i tilbuddene - hvis du er nysgerrig!

søndag den 5. november 2017

At gribe dagens sidste stråle

Søndagen har budt på mildt og stille tørvejr, og her ind under aften da solen var på vej ned, ramte de gyldne solstråler min lille plet. Så er det om at gribe øjeblikket.


Her i det japanske kirsebærtræ, hvor farverne forstærkes.


I cafesættet under den krogede sargentsæble


I de hullede og gulnende blade på hostaen.


I nøddehegnet.


I skovbunden.


Ved den lille bænk ved skovstien.


I Jaques Cartier, som stadig har mange fine knopper.


Det handler om at gribe. At gribe de gyldne øjeblikke. Ja, gribe dagens sidste solstråle.


Vi har set mange fine haver i dag på vores tur rundt med raslebøssen for Dansk Flygtningehjælp - mange skønne steder med fine udsigter og dejlige omgivelser. Normalt er det et familieprojekt, men pigerne var fordelt på efterskolen, til håndboldkamp og gymnastiktrænning, så vi gamle måtte selv tage tørnen. Det var som altid en fornøjelse!


Det var ikke kun solens sidste stråler, der blev samlet i dag. Også de absolut sidste tomater er høstet - nu er det slut i drivhuset for i år.

lørdag den 4. november 2017

Godnat - og på gensyn!

Det har været en lang sæson med dahlia, den startede i juli med de skønneste farver og fine blomsterhoveder.
 

Det udviklede sig til et sandt festfyrværkeri de næste måneder, og jeg har bare plukket og plukket. Hele langsiden af drivhuset var dækket - her i september.


Men nu er det slut. Vi har haft den første nattefrost, og det tog glansen af Sct. Gertrud.


En sen eftermiddag i denne uge klippede jeg dem ned.


I dag har jeg puttet mine dahlia varmt og godt under dynerne og sagt på gensyn. Som noget nyt forsøger jeg at lade mine dahlia blive i jorden og overvintre. Jeg ved, andre har succes med det, så nu giver jeg det et skud.


Først lagde jeg et lag halm ud over. Kattene tror, det er til ære for dem!


Så kom der vintermåtter på.


Og det hele blev afsluttet med en presenning.
Så nu krydser jeg fingre og glæder mig til et gensyn til foråret. Jeg er ikke så vild med presenning-looket - men det må komme an på en prøve!