onsdag den 3. august 2016

Hverken fugl eller fisk

Dette indlæg kommer hverken til at handle om blomster eller have!

Vi har haft regnvejr næsten hele dagen, så al havearbejde er droppet. I stedet har jeg brugt noget af dagen på at bage til min runde fødselsdag lige om snart. Jeg skal først holde den senere, så foreløbig bager jeg  til fryseren. Vi skal have tapas/snacks/fingermad/hapsere - kært barn har mange navne - og de kan fint bages på forhånd. I dag har jeg bagt spinattasker - butterdej med spinat og ricotta.

Så kan jeg sætte kryds ved den ene af 5-6 slags! og håbe på, det bliver vejr til udendørs aktiviteter i morgen!

tirsdag den 2. august 2016

Jeg kunne selvfølgelig ikke vente

Planen var, at bedene ved pergolaen først skulle laves til efteråret, men jeg kunne selvfølgelig ikke vente! Så jeg har gravet græs af, gravet bedene og fået de første ting plantet.
Jeg har flyttet 4 buksbom, som stod tæt og aldrig har været klippet. Nu er de blevet klippet ned og står ved indgangen til den lange sti. Jeg håber, de vil skyde og blive fine. Jeg har også delt sankt hans urt og plantet langs stien - jeg har klippet blomsterne af, så de står ret kedelige.

Hvad der skal være i resten af bedet er endnu ikke afklaret  - altså ud over roserne.
 
 
Efter alt det flytten rundt med buskene trængte jeg til lidt mindre hårdt arbejde. Jeg plantede en potte med persille ud i det hvide bed. Så går det i stok næste år og får de fineste grøngule skærmblomster.
 
 
Dagens sidste gøremål blev at forsøge mig med at lave stiklinger af nogen stauder. Det er ikke noget, jeg har prøvet ret meget, men nu får det et skud. Her står der i al fald en kasse bag plankeværket fuld af stiklinger, som, jeg håber, vil slå rod.
 

mandag den 1. august 2016

Der er slet ingen tvivl

I et hjørne af mit gamle staudebed blomstrer de brændte farver akkurat nu - dagliljer, fredløs og dahlia - og det dejlige syn har da fejet al tvivl væk - jeg skal da have et flammebed!


Disse er selvfølgelig selvskrevne i bedet, og der ud over er jeg begyndt at skrabe lidt sammen. Lidt sært, når man altid er gået langt uden om alt, der minder om gult og orange.... Det skal være et sensommerbed, først på sommeren er det en helt anden farve, som kommer til at fylde i bedet. Det bliver de blå iris, som blomstrer kort og senere bare står grønt. Lyder det helt tosset?



Lige nu er jeg vild med mine kæmpe verbena - de er bare så smukke! Så fine som små skyer over det nye staudebed. De får lov at komme igen!





I det hvide bed er dronningen lige nu liljerne - sammen med de hvide floks fylder de bedet og luften med deres yndighed.