onsdag den 10. april 2019

Så kender vi april igen

April ved ej, hvad den vil! Vi ved det. For sådan er det år efter år. April kan skifte mellem det skønneste forårsvejr med varme og sol til kølige dage med frostnætter. April kan vende på en tallerken, kan den. Alligevel kommer det lidt bag på mig hver gang!

I morges bar haven tydeligt præg af frostvejr.


Stjernemagnoliaens blomster var klappet sammen - heldigvis rejser de sig igen.


Den store magnolia er skadet, men den kan stadig komme til at blomstre fint. Jeg krydser fingre.


Tulipanerne hang med hovedet, men de rejste sig fint igen.

Jeg havde egentlig planer om at vaske drivhuset i dag, men fortrød! Det blev alligevel for koldt til at stå der og blive våd, så det er udsat.

I stedet gav jeg mig til at prikle. Jeg har priklet Trommestikker og solhat Magnus.


I år vil jeg have styr på mine potter, så jeg har skrevet et navneskilt til hver plante! Normalt har jeg én til gruppen, men det går altid galt - pludselig går der ged i mit system, og jeg må gætte mig frem. Nu har jeg i al fald skilte til de første 75 stk.!

I dag var faktisk den første dag i min påskeferie - en god lang en af slagsen. Planerne er mange - de fleste drejer sig om haven! I al fald de første 3 dage. Senere får børnene også ferie, og så kan det da godt være, jeg flytter fokus lidt.

4 kommentarer:

  1. Fredelige dag i haven, hvor du selv kan bestemme, hvad du vil lave. Desværre blev det en noget kold dag, det var ikke så godt for magnoliaerne, det er ærgerligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådanne dage er herlige - selvom det er lidt køligt!

      Slet
  2. Det var ellers noget af en skilteproduktion...! Det må blive godt, og afværge planteged. Jeg kender det godt, der går også kludder i det hos mig. Jeg har jo en meget mindre produktion end du har, men af samme årsag bruger jeg paprør, som jeg skriver på, inden jeg sår.
    Hvor er det godt, at forårsblomsterne i store træk er vant til frost.
    Rigtig god ferie. Jeg håber, der kommer lidt havevejr igen.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Smart med paprør! Jeg har fundet vintertøjet frem igen, så jeg er i fuld gang i haven til trods for kulden!

      Slet