tirsdag den 26. februar 2019

Englevinger

Det bliver ved! Den ene dag lidt bedre end dagen før. Jeg mindes ikke en februar som denne - så solfyldt og med de temperaturer.

Jeg har været i drivhuset og i haven.


I drivhuset lavede jeg stiklinger af min Angel Wings fra sidste år - den har overvintret på terrassen, og den anden dag så jeg en blogger, der havde lavet stiklinger af sin. Det vil jeg også prøve - tænk, hvis jeg pludselig har 5 styks! De er bare så fine, men ikke helt billige, så win win!



Jeg fik også priklet lidt mere salat, for nu har jeg fået nye forsyninger af så- og priklemuld. Der var varmt i drivhuset, så døren stod åben, og jakken kom af.


Derefter kastede jeg mig over Hønseskovbedet og det gamle staudebed. Jeg opdagede til min store glæde, at mange af mine juleroser og påskeklokker alligevel ikke er gået til i tørken sidste år! De er små og kommer ikke til at blomstre i år, men de er der! Brændenælderne var der også, men det er de så ikke længere...


Jeg blev ikke færdig med at klippe ned og rydde op i det gamle staudebed. Jeg plejer egentlig at tage haven fra en kant af og tage bedene fra venstre mod højre. I år er jeg bare startet med staudebedene - og jeg er nu ved det sidste. Så tager jeg de andre bede senere - det er ikke helt så systematisk, som det var engang. Måske går man hen og bliver helt autonom med alderen?

3 kommentarer:

  1. Det behøver vel ikke være ens hvert år, forandring fryder :)
    Godt dine påskeklokker lever endnu.

    SvarSlet
  2. Fornyelse må der til - også i havearbejdet ;-)
    Englevingerne er så fine, så jeg håber dine stiklinger lykkes.

    SvarSlet
  3. Det er så dejligt vejr - uh, jeg ville ønske, jeg havde fri i dag... Stiklinger af englevingerne? Det vil jeg også. Min har overlevet vinteren i drivhuset.

    SvarSlet